Sådan undgår du at skælde ud juleaften

Det er nemmere at undgå at skælde ud juleaften, end du tror

 

Det er nemmere at undgå hævede stemmer og skældud juleaften, end du tror

Juleaften er et af de dejligste tidspunkter på året. Familien er samlet, der er juleferie, og menuen byder på ekstra lækker mad, der skal nydes om bordet. Men af selv samme grunde er det nok også en af de mest stressende dage om året.

Derfor er der intet at sige til, hvis du er kommet til at hæve stemmen eller skælde børnene ud både før, under og efter juleaften. Det har vi alle prøvet.

For mens du holder styr på, at anden ikke får for meget, og at sovsen er helt perfekt, så er børnene ved at eksplodere over ventetiden på gaverne, der synes at vare for evigt. Det resulterer ofte i plagerier, som kun bliver værre, desto mere trætte de bliver.

Det sætter for alvor tålmodigheden på prøve, uanset hvem man er. Derfor giver jeg dig her fem gode råd til, hvordan du bedst kan undgå at skælde ud juleaften, og derfor få en endnu hyggeligere højtid.

 

1. Tal med dit barn om, hvordan juleaften skal holdes

Mange tror, at juleaften skal være en lang overraskelse hele dagen igennem. Men faktisk gør man sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at fortælle barnet, hvad der skal foregå.

Børn fungerer nemlig langt bedre, når de ved, hvad der skal ske – og vigtigst: Når de ved, hvilke forventninger, der er til dem. Lav derfor en liste, hvor du skriver, hvem der kommer, hvad I skal have at spise, og hvornår gaverne bliver delt ud. Så kan de følge med i, hvad planerne er fra starten af dagen, og du kan henvise til listen, når barnet endnu engang spørger, hvornår det må åbne gaver.

 

2. Fortæl dit barn om dine forventninger

Dit barn har kun fokus på én ting juleaften, og det er gaverne. Du kan lette ventetiden ved at give dit barn en gave i løbet af dagen. Gerne en af dem du ved barnet kan lege med.

Det er derfor en god idé, at du deler dine forventninger om juleaften med barnet. Forklar, at for de voksne betyder middagen og roen om denne endnu mere end gaverne. Det betyder, at maden skal nydes og hygges om i stedet for at sluges. Fortæl også gerne, hvis du ønsker, at barnet sidder med ved bordet hele tiden, og at mobilen skal lægges væk.

Fortæl også dit barn om hvordan gaveuddelingen kommer til at foregå. Hvordan gaverne deles ud, og om alle skal vente på at gaven pakkes ud før en ny gives osv.

Ved at dele dine forventninger med dit barn har det en større forståelse for, hvad der skal ske juleaften. Det er en god idé at fortælle det både dagen før, selve juleaften op til flere gange, samt lige før I går i gang med uddelingen af gaver. Det skaber større ro hos dig selv og barnet.

 

3. Inddrag dit barn i forberedelserne

Der er ikke noget, der får tiden til at snegle sig afsted, som hvis man intet har at give sig til. Sådan har dit barn det også.

Inkludér derfor barnet i nogle af de mange opgaver, som hører til juleaften. Det kan f.eks. være at lægge gaverne under træet, piske flødeskum til risalamanden, fylde slik i skåle eller hjælpe med at dække bord. Dit barn vil i højere grad føle sig som en vigtig del af arrangementet.

 

4. Lav juleaktiviteter sammen

Hvis det er muligt hjemme hos jer, er det en rigtig god idé at lave små aktiviteter sammen, som er spredt udover hele dagen. Du ved det sikkert godt, men dit barn elsker at være sammen med dig og få din fulde opmærksomhed, så julehygge i børnehøjde er et sikkert hit.

I kan f.eks. spille et brætspil, gå en tur sammen, se en tegnefilm eller se julekalender sammen. Det kan også være nogle helt andre ting, som du måske satte pris på, dengang du var barn. Det skaber ro omkring alle.

 

5. Hold pauser

Juleaften er en meget anderledes dag og aften end den typiske weekend eller feriedag. Børnene har sandsynligvis glædet sig til den i flere uger, derfor bliver de mere og mere spændte, som dagen skrider frem. Det bedste, du kan gøre, er at bevare barnets normale dagsrytme så godt som muligt.

Giv derfor dit barn en kiks eller mad i hånden, hvis spisetiden rykkes, så energiniveauet ikke falder. Planlæg eventuelt en pause midt på dagen, hvor alle får hvilet sig. Det giver rig mulighed for, at børnene kan holde sig vågne i længere tid, og at der er så få sure og trætte miner som muligt.

 

Til sidst er der bare at sige Rigtig Glædelig Jul.

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *