børn som våben

Hvert år bliver omkring 25.000 børn skilsmissebørn. Det er en kæmpe livsomvæltning pludselig at være en adskilt familie. Det kræver noget ekstraordinært af både børn og voksne, fordi følelserne er så voldsomme og altoverskyggende.

Heldigvis håndteres de fleste skilsmisser ud fra, hvad der er bedst for børnene, men der er også skilsmisse, som ender i det, Familieretshuset kalder en højkonfliktssag eller røde sager. Her er konfliktniveauet mellem forældrene ekstremt højt, og forældresamarbejdet er nærmest ikke-eksisterende. En situation, som for barnet er meget svært at være i følelsesmæssigt, og som derfor også går ud over barnets trivsel.

For når det går galt, går det rigtigt galt. Og det kan få frygtelige konsekvenser for barnet resten af livet. Derfor handler dette blogindlæg om, hvordan det føles at være barn og blive brugt af sin egen mor eller far som våben mod den anden forælder.

Børn skal ikke inddrages i de voksnes problemer, bekymringer og uenigheder

Når der er familiekonflikter efter skilsmissen, er det ikke ualmindeligt, at den ene eller begge forældre inddrager barnet i konflikten enten som budbringer eller som magtmiddel mod den anden forælder. Barnets involvering i konflikten stiller ham eller hende i en meget sårbar situation, fordi barnets loyalitet over for forældrene bliver udfordret. Indtil skilsmissen har forældrene været barnets tætteste omsorgspersoner, og dem, som barnet har stolet allermest på. Efter skilsmissen skal barnet nu forholde sig ”voksent” til sine forældre – på trods af, at han eller hun stadig kun er et barn.

Dette blogindlæg skal handle om de mange børn, der i mindre eller højere grad bliver brugt som våben i forældrenes interne krig. Børn, som i yderste konsekvens af at være blevet brugt som våben, mister kontakten helt til den ene af sine forældre. Jeg så et interview med den nuværende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, som talte med to mødre, der havde mistet kontakten med deres børn. I denne samtale fortæller Pernille Rosenkrantz-Theil, at der årligt er 800 børn, som mister kontakten til en af sine forældre.

Det her tal er alt for højt. Og det er skræmmende, fordi det fortæller mig, at myndighederne bliver nødt til at håndtere disse sager anderledes og hurtigere, end de gør i dag. I dag ender mange af disse sager desværre med, at den ene forælder – den forælder, der ikke vil involvere barnet i konflikten, den forælder, som tager hensyn til barnets trivsel, og den forælder, som er lovlydig – ender med at miste kontakten til sit barn helt eller i en længere periode.
Der kan også være børn, som vælger den ene forælder fra, fordi de har haft mange oplevelser med forælderen, hvor deres personlige og følelsesmæssige grænser er blevet overtrådt gang på gang. Det kan være børn eller unge, der har været udsat for fysisk eller psykisk vold. Børn eller unge, der endelig er blevet stærke nok til selv at sige fra. Men i dette blogindlæg fokuserer vi på de børn, der bliver brugt som våben af den ene af deres forældre. Og som følge heraf mister kontakten til den anden forælder.

Jeg ved godt, at du, som bliver forældrefremmedgjort, sidder og tænker: “Jamen, det er jo netop de her beskyldninger, jeg er oppe imod lige nu. Og det er MIG, der skal rejse bevisbyrden. Jeg skal konstant forsvare mig mod helt horrible og falske påstande fra mit barn og min ekspartners side. Og jeg bliver nægtet at se mit barn”

boern-som-vaaben

Til dig vil jeg sige: Det, du bliver udsat for, er ikke i orden, og det skal selvfølgelig stoppes. Jeg forstår dig 100%, og jeg er her, fordi jeg så inderligt gerne vil hjælpe dig og dit barn.

Men jeg må desværre også sige det, som det er: Der ér forældre, der ikke behandler deres børn ordentligt. Der ér forældre, som er så følelseskolde og optændt af en vrede, et had og et indædt ønske om at skade den anden forælder, blot fordi de kan, at de bruger deres børn som våben i deres egen krig. Derfor har du brug for først at forstå det, der foregår, så du ved, hvordan du skal forholde dig. Og derefter måske modtage delebørnsrådgivning, der kan hjælpe dig med, hvad du konkret skal gøre.

I blogindlægget vil du derfor få viden om, hvordan barnet kan bruges som våben enten som budbringer eller som magtmiddel. Du vil også få viden om, hvilke vidtrækkende konsekvenser det har for barnet både på kort sigt, men også i fremtiden. Jeg vil sætte dig ind i begrebet parentificering. Det vil jeg, fordi det er et begreb, flere og flere sagsbehandlere i kommunerne er begyndt at benytte, når de beskriver relationen mellem barn og forælder i deres børnefaglige undersøgelser (også kaldet en §50-undersøgelse). En undersøgelse, som ofte bliver iværksat, når kommunen modtager en underretning om et barn. Det, at sagsbehandlerne er begyndt at bruge parentificering, tænder et lille håb i mig om, at myndighederne så småt begynder at tage noget af alt det faglige materiale og de undersøgelser, der problematiserer forældrefremmedgørelse, ind i deres daglige arbejde med børn og familier. Til sidst vil du også få min opskrift på, hvordan myndighederne i min optik bør gribe sagerne om forældrefremmedgørelse an, så børnene ikke længere bliver brugt som våben, men derimod får lov til at være sammen med begge sine forældre.

Du kan læse mere om forældrefremmedgørelse i mit blogindlæg “Forældrefremmedgørelse: Når du og dit barn bliver ofre” her og i guiden “Forældrefremmedgørelse: En guide til, hvordan du hjælper dit barn” her.

Når den ene forælder er umoden og sætter sig selv før barnet (de 6 mest almindelige karaktertræk)

Når forældre har behov for at trække deres barn ind i deres højkonflikt med ekspartneren eller tale nedladende om den anden part i barnets nærvær, så er der ofte tale om, at forælderen, der involverer barnet, er følelsesmæssig og kognitiv umoden.

Hvad vil det sige at være umoden? Her kommer de 6 mest almindelige karaktertræk.

Hvis en person er umoden, vil personen typisk …

  • Have mangel på empati – og ikke være i stand til at sætte sig i andres sted.
  • Ikke have nogen selvrefleksion – og ikke ønske at se nærmere på sig selv og egne handlinger.
  • Være impulsiv. Det meste af tiden tænker disse personer ikke på at regulere deres handlinger eller følelser – og de tænker aldrig på de korte eller langsigtede konsekvenser af deres handlinger.
  • Se på sig selv som fejlfri. Det er altid de andres skyld.
  • Være egocentrisk – den her type personer tænker kun på sig selv, og deres egne behov kommer altid i første række.
  • Have et konstant behov for opmærksomhed og tryghed – de har brug for andres anerkendelse.

 

Når en forælder bruger børnene mod den anden part

Forælderen er optaget af sine egne behov frem for barnets. Der bliver ikke taget hensyn til, at barnet elsker begge sine forældre. Forælderen kan været styret af sine egne sårede følelser eller være så opslugt af sit had og sin vrede mod den anden forælder, at de helt glemmer barnets behov for omsorg og tryghed. Forælderen er optaget af sine egne behov og tilfredsstillelse af disse.

Forælderen bruger bevidst barnet til at ramme og påføre den anden forælder så meget smerte som overhovedet muligt. Den største smerte, man kan påføre en forælder, er tabet af sit barn. Jeg har haft mange samtaler med forældre, som fortæller, hvordan den anden part gentagne gange har truet med at ødelægge dem og tage alt fra dem – inklusiv barnet. For mange af dem er det også blevet deres virkelighed.

Men det her er ikke bare umodenhed og egoisme. Det er omsorgssvigt og psykisk vold. Og det går ud over barnets tarv

Der er ingen tvivl om, at ovenstående er ødelæggende for barnet, og at der er tale om omsorgssvigt og psykisk vold mod barnet.

Når forælderen ikke er i stand til at gennemleve sin egen skuffelse og sorg eller håndtere sin situation, så kan forælderen heller ikke hjælpe sit barn med sin sorg. Der er derfor ingen tvivl om, at børn, der har forældre, som ikke er i stand til at bearbejde deres skilsmisse, bliver udsat for psykiske overgreb.

Når forældrene er i krig med hinanden, befinder barnet sig midt på slagmarken og bliver beskudt fra begge skyttegrave. Barnet kan blive tillagt egenskaber, som ekspartneren har i forælderens øjne, og barnet bliver måske behandlet derefter. Det kan afføde kommentarer som: ”Du er lige så egoistisk som din far.” Forælderens ubearbejdede sorg kan vise sig som aggression mod barnet, eller det kan resultere i, at forælderen trækker sig fra barnet.

Under en krig bliver der ofte skabt alliancer og fjender. Det kan gå ud over barnets relation til øvrige familiemedlemmer, hvilket kan medføre yderligere tab, som kan være sorgfuldt for barnet. Barnet befinder sig i en kronisk loyalitetskonflikt, som nærmest virker uløselig. Når barnet konstant bliver fodret med negative kommentarer om den anden forælder og dennes familie, bliver barnet presset til at vælge side, fordi det ikke har lov til at holde af begge sine forældre. Kun den ene, som er den barnet opholder sig hos. Ydermere er barnet i en situation, hvor der ikke er plads til, at barnet kan sørge over skilsmissen eller give udtryk for sin sorg, tabet af den ene forælder og måske også over tabet af andre relationer. Barnet bliver ikke hjulpet med at få bearbejdet sorgen. Og den sætter sig dybt i ham eller hende. Barnets vrede eller frustrationer kan ikke direkte komme til udtryk. I stedet ophobes følelserne i barnet og kan komme til udtryk som depression, angst eller som udadreagerende adfærd. Krigen påvirker barnet nu og vil ligeledes præge barnet negativt i fremtiden. For psykiske overgreb fra far eller mor sætter dybe spor resten af livet.

Hvis du kan se, at dit barn bliver udsat for psykisk vold af din ekspartner, og har du brug for hjælp til at tackle det, er du velkommen til at booke en uforpligtende samtale med mig her.

Du kan også læse mere om mit særlige rådgivningsforløb “Forældrefremmedgørelse og psykisk vold” her.

 

Parentificering: Når børn bliver tvunget til at være små voksne

I faglitteraturen defineres det her fænomen også som parentificering, som betyder, at barnet indtager en voksenrolle, eller at rollefordelingen mellem barn og forælder er omvendt. Parentificering kan være et klart billede af et udvisket familiehierarki, som kan blive skabt i forbindelse med, at forældre bliver skilt. Dermed kan forældre og børn, som oplever, at familiehierarkiet bliver udvisket, blive tildelt nye roller, som kan have en negativ effekt på børnene og ikke mindst forældrene.

Psykolog Øyvind Kvello inddeler parentificering i tre typer, som jeg nu vil præsentere dig for her. Hvis du har lyst, kan du også læse en case fra mit arbejde med forældrefremmedgørelse. Den hedder “Med børn som våben: Sophia var afskåret fra sin mor i 4 år. Hør hendes fortælling her”, og du kan finde den her.

Nu tilbage til de 3 typer for parentificering:

#1 Den praktiske parentificering

Her bliver barnet pålagt praktiske arbejdsopgaver i hjemmet, der får hverdagen til at fungere. Det kan være pasning af søskende, eller at det er barnet, der skal passe på forælderen og trøste, når livet er uretfærdigt.

Jeg havde på et tidspunkt en sag, hvor faren havde mistet sit job, været ind og ud af hospitalet af flere omgange med alvorlig sygdom, og som også ydermere var endt i endnu en depression, som han modtog medicinsk behandling for. Denne far ønskede mere samvær med sine børn, fordi han mente, det ville gøre ham rask. Han mente, at børnenes tilstedeværelse i hjemmet ville være gavnlig for ham. Når børnene var på samvær, stod den ældste af børnene for at sørge for den mindste. Faren glemte helt, at børnene havde brug for en nærværende far, som ikke sov det meste af tiden på sofaen. En far, der kunne hjælpe med lektier og madpakker, og som havde energi til at lave mad, håndhæve sovetider og hjælpe børnene med deres personlige hygiejne. Arbejdsopgaver, som en forælder normalt tager sig af, fordi denne byrde dels frarøver barnet den fritid, som anses for det normale i vores kultur, men også barnets barndom.

Faren involverede børnene i hans behov for, at de var mere hos ham med begrundelse i hans sygdom. De fik at vide, at de kunne gøre ham rask igen, og at han blev syg af, at de ikke var mere hos ham. Han fortalte dem, at det var deres mor, der bestemte det hele, og at de ting, hun bestemte, ikke var retfærdige. Begge børn fik helt naturligt sympati for faren og hans udfordringer. Mens de var hos faren, blev moren bombarderet med SMS’er fra børnene om, at de ville have den ordning, som faren ville have med argumenter som: “Du skal ikke bestemme alting – du skal lytte til os. Den ordning, vi har nu, er ikke retfærdig.” Børnene fortsatte det massive pres på moren ved også at være fjendtlige, når de kom hjem fra faren. Det tog noget tid for moren at få børnene til at lytte til hendes helt naturlige argumenter som 1) at de ikke kunne gøre faren rask, 2) at faren skulle passe på dem og ikke omvendt, 3) at når faren blev rask nok, kunne han selvfølgelig have dem mere.

Alt sammen argumenter, som børnene godt kunne forstå, når de fik dem fortalt. Det er tydeligt, at faren ønsker at knytte børnene stærkt til sig og nærmest invadere børnene, for at dække sine egne behov for omsorg. Og det er essensen i den praktiske type parentificering.

#2 Den følelsesmæssige parentificering

Her indvies barnet i voksenemner, som han eller hun ikke er tilstrækkeligt modent til at navigere i hverken kognitivt, følelsesmæssigt eller socialt. Forælderen deler detaljerede oplysninger med barnet omkring forældrenes skænderier og udfordringer.

Lad mig give dig et eksempel fra en sag, jeg har arbejdet på. I sagen fortalte moren børnene i detaljer om farens utroskab, hendes sårede følelser og hendes vrede mod den anden kvinde, som faren havde været hende utro med. Når børnene havde været sammen med deres far, blev børnene udfrittet om faren og hans kæreste. Informationerne bruger moren til at sende endnu flere skyts mod faren. Faren bliver overfor børnene beskrevet som en utroværdig og dårlig person, som er meget egoistisk. En person, som kun tænker på sig selv og hans utroskab, som er grunden til, at familien er blevet ødelagt.

Moren havde et kraftigt behov for at vende børnene mod deres far. Hun inddrog børnene aktivt ved at lade dem give faren hendes beskeder. Hun ønskede ingen kontakt til faren og havde heller ikke brug for at samarbejde om børnene med ham. Hun talte ham ned over for børnene og projicerede årsagen til konflikterne og familiens problemer over på faren. Det var hans skyld, at alle var kede af det. Børnene blev inddraget i forældrenes indbyrdes konflikter på en måde, hvor børnene ikke bare skulle lægge øre til morens snak, men hvor de også selv skulle være aktører i forældrenes konflikt.

Børnene engagerede sig kraftigt i konflikten og på grund af den massive negativitet mod faren, kunne de ikke undgå at tage morens parti. Det betød, at når de kom på besøg hos deres far, skulle han stå til ansvar over for dem. Han skulle forsvare sig, og børnene blev dommer i konflikterne. Faren oplevede, at det kunne tage flere dage at få vreden ud af børnene, og at relationen mellem dem blev genskabt.

På den måde blev parentificering her brugt som et redskab til at sætte barnet op imod den ”sunde” forælder. Moren fortalte børnene ”historier” og detaljer om den anden forælder, som børnene hverken er modne til eller objektivt kan forholde sig til. Det betyder ofte, at den forælder, der involverer barnet, vinder barnets sympati. Barnet mister tillid til den ”sunde” forælder og dennes fortælling eller mangel på samme, fordi den ”sunde” forælder enten ikke vil involvere barnet i konflikten, eller fordi barnet er så farvet og vred, at forælderen ikke kan trænge igennem.

Når forældre bevidst eller ubevidst taler med barnet om sine udfordringer, og når samtalerne giver barnet et negativt syn på den anden forældre, så kan det resultere i, at barnet bliver sur på den anden forældre og tager afstand fra ham eller hende. Nu er der ikke kun konflikt mellem forældrene, men også mellem barnet og den ”sunde” forælder.

Nu handler det om for den involverende forælder at holde gryden i kog og bekræfte barnet i, at det er godt, at han eller hun siger fra og giver sin mening til kende. Uden at barnet ved det, er det nu barnet, der er i krig med sin ene forælder, mens den anden nyder at se på. Den “sunde” forælder oplever nu, at det skulle forsvare sig over for et meget farvet barn. Forælderen er i tvivl om, hvordan barnets vrede skal tackles og føler inderst inde, at barnet jo ikke skal involveres i forældrenes voksenliv eller uenigheder. Nogle forældre nægter at involvere børnene i konflikten. Det kan betyde, at barnet bliver vred over, at forælderen ikke vil svare på dets spørgsmål og tolker modviljen som, at forælderen enten skjuler noget eller er enig i den andens påstand.

For de fleste resulterer det ofte i mange vedvarende konflikter, at barnet tager mere og mere afstand fra den “sunde” forælder, og at barnet allierer sig med den involverende forælder og over tid opbygger et meget sort-hvidt billede i forhold til forældrene. Dette spændingsfelt er ekstremt anstrengende for barnet at være i, og det fører ofte til at barnet føler sig presset til helt at slippe kontakten til den ”sunde” forælder.

Børn, der bruges som budbringer mellem forældrene, kæmper for at vægte deres ord og handlinger for ikke at optrappe konflikten mellem forældrene. Barnet bruger så meget energi på at gå tåspidser, når han eller hun er på samvær med forældrene, fordi de er bange for at sige noget forkert eller tale over sig. Rigtig mange børn oplever, at de bliver taget som gidsel og skal holde på hemmeligheder i forhold til den anden forælder. Dette kan medføre, at barnet risikerer at stå i en loyalitetskonflikt, fordi forældrene spiller barnets udtalelser ud imod hinanden. Ydermere kan barnet risikere at skulle stå på mål for afsenderens handlinger eller meninger, eller at skulle modtage modtagerens mere eller mindre negative reaktion. Det sætter barnet i en meget ømtålelig situation, som på ingen måde er gavnlig for barnet.

#3 Parentificering, hvor barnet bliver brugt som magtmiddel

Målet med denne type parentificering er at bruge barnet til at ramme modparten, udfordre barnet unødigt på dets loyalitet eller stille krav om, at barnet giver forpligtende svar, som han eller hun ikke har grundlag for at give. Det kan også handle om at presse barnet til at afgive løfter, selvom barnet tydeligvis ikke har lyst til det.

Der er forældre, som ikke kan slippe den anden forælder efter en skilsmisse. Forældre, som ikke magter at lade den anden være i fred. Forældre, der vil ødelægge den anden forælder. Disse forældre kaldes også narcissister. Den narcissistiske forælder bruger barnet som magtmiddel til at styre den anden forælders liv både økonomisk, socialt og følelsesmæssigt. Du kan læse mere om narcissisme her.

Det er ikke ualmindeligt, at narcissisten enten bryder samværsaftalen ved at afstå fra samvær, så modparten ikke kan have et voksenliv, men i stedet skal tage sig af barnet. Eller undlader at betale børnebidrag, så modparten bliver presset økonomisk. Eller starter den ene sag efter den anden i Familieretshuset og Familieretten for at få mere samvær, bopælsretten eller fuld forældremyndighed for så at trække sagen tilbage, lige inden sagen skal for Retten. Her bliver modparten presset både følelsesmæssigt og økonomisk. Og det er dét, narcissisten ønsker.

Den narcissistiske forælder forsøger at vinde barnet over på deres side. Helt simpelt kan det gøres ved at købe barnet med materielle ting eller oplevelser, stoppe med at opdrage på barnet, så barnet må gøre, som han eller hun vil. Det kan også vise sig som trusler om, at barnet mister kontakten, hvis det vil se den anden forælder. Det er ikke ualmindeligt, at den narcissistiske forælder fortæller løgne om den anden forælder til barnet for at manipulere barnet.

Det hele foregår konstant og massivt, indtil barnet trækker sig helt fra den anden forælder. Manipulationen får barnet til selv at tro på det, forælderen siger, hvilket gør det meget nemmere, når barnet på egne ben skal forklare, hvorfor han eller hun ikke vil se den anden forælder over for de børnesagkyndige, og dommere i Familieretshuset og i Familieretten.

Forskningslitteraturen viser generelt, at omfattende form for parentificering kan bevirke, at børn hæmmes i deres sociale udvikling, de kan få en uklar identitet, og under deres opvækst samt i deres voksenliv kan disse børn desuden indgå i udnyttende relationer af andre mennesker.

Parentificering er ikke hensigtsmæssigt, fordi det frarøver barnet den barndom, som barnet udviklingsmæssigt har behov for og krav på. Det kræver en stor del af barnets energi at skulle navigere i en konflikt, som forældrene har skabt, og som forældrene bevidst eller ubevidst inddrager barnet i.

For at opsummere er der tale om psykiske overgreb, når:

  • Barnet påføres kronisk separationsangst og skyldfølelse for at få barnet over på den ene af forældrenes side.
  • Når et barn bliver brugt bevidst eller ubevidst til at udfylde en funktion for en af forældrene – for eksempel, når barnet skal være budbringer. Barnet vil i en sådan situation kunne udvikle adfærdsforstyrrelser og somatiske forstyrrelser.
  • Når et barn bliver tilbageholdt af den ene af forældrene.
  • Når forældre udsætter hinanden for fysiske eller psykiske overgreb, mens barnet er til stede.

 

Hvis du føler dig magtesløs over for din ekspartner, der måske udviser narcissistiske træk, er du velkommen til at booke en uforpligtende samtale med mig her.

Du kan også læse mere om mit særlige rådgivningsforløb “Forældrefremmedgørelse og psykisk vold” her.

 

Stress, depression, søvnløshed, PTSD og mareridt … Blot nogle af konsekvenserne af psykisk vold mod børn

Når børn bliver udsat for psykisk vold, giver det store ar på sjælen. Det påvirker barnets udvikling negativt i form af dårligt selvværd samt forskellige psykiske og fysiske problemstillinger. Barnet bliver ofte stresset, nogle udvikler depression, PTSD, spiseforstyrrelser og går med selvmordstanker. Barnet har svært ved at finde ro og sover dårligt om natten og vågner op med mareridt om natten. I hverdagen har barnet typisk adfærdsproblemer. Barnet føler sig ulykkelig, ensom og alene. Barnet isolerer sig fra omgivelserne, fordi han eller hun ikke har energi til at lege med jævnaldrende.

boern-som-vaaben

Psykisk vold sætter dybere spor end fysisk vold

Når børn bliver udsat for psykisk vold, kan det få store konsekvenser for deres udvikling og senere tilværelse. Psykisk vold ødelægger nemlig barnets selvværd. Og i nogle tilfælde kan barnet som sagt udvikle selvmordstanker, PTSD, depression eller spiseforstyrrelser. Barnet kan også få mareridt, udvise adfærdsproblemer, føle sig ulykkelig og derfor isolere sig fra sine omgivelser.

Det kan have store konsekvenser for barnet at sige fra over for den forælder, der udøver den psykiske vold. Derfor er det også afgørende, at der er nogen til at gribe barnet – og tage hånd om situationen. En professionel voksen, der kan tage over.

Du kan læse mere om, hvordan psykisk vold mod børn påvirker de små, og hvilke konsekvenser det har på kort og langt sigt her.

Skilsmissekonsulentens bøn til systemet: Det her, kan vi gøre anderledes (og bedre). Børn er ikke et våben

Som skilsmissekonsulent vil jeg her rigtig gerne dele mine tanker omkring, hvad der bør ske. Der skal iværksættes et langt bedre undersøgelsesarbejde, og det skal iværksættes hurtigt og effektivt. Og det skal ske nu. I dag går der måneder før første møde. Efter min mening bør man nedsætte et team af specialister af børnepsykologer, jurister, dommere, sagsbehandlere og børnesagkyndige, som har forældrefremmedgørelse som speciale, og som går ind i disse sager hurtigt og effektivt (en taskforce med de helt rette kompetencer til at løse opgaven).

Fagpersoner, som får værktøjerne, så de bedre og hurtigere kan spotte krænkerne og hjælpe børnene. De børnesagkyndige skal være opmærksomme på, hvorvidt barnet har en meget sort/hvid tankegang, og om de fraskriver sig alle relationerne i forælderens familie. De skal være opmærksomme på, at barnet kan være stærkt manipuleret, og derfor skal de også igennem flere samtaler udfordre barnets tankegange.

Der skal iværksættes længere samtaleforløb med både børnene og forældrene. Der skal udarbejdes en forældrekompetenceundersøgelse, hvis der er mistanke om forældrefremmedgørelse i starten af forløbet. Barnet og den forælder barnet ikke vil se, skal have samtaler med en børnesagkyndige med fokus på at få talt åbent om de beskyldninger, der er, men også på at bygge deres relation op igen.

Der skal være juridiske konsekvenser, som effektueres tidligt i forløbet. Straffen for at afholde den anden forælder at se barnet er nærmest ikke eksisterende i dag. Ens retsfølelse kommer virkelig på prøve i disse sager. Som det er i dag, kan man forhale sagen uanstændigt langt uden konsekvenser, man kan komme med frygtelige påstande uden at skulle fremlægge nogle beviser. Det er den anklagede, der skal bevise sin uskyld.

Jeg har sager, hvor den forældrefremmedgørende forælder ikke møder op til møder i kommunen, som nægter at samarbejde med kommunen, og hvor kommunen ikke kan tvinge en foranstaltning ned over forælderen på trods af, at der er et barn som kommunen er voldsomt bekymret for. Sager, hvor forældre bevidst aflyser møder i Familieretshuset for at forhale tiden.

Tiden er en vigtig faktor, når vi taler forældrefremmedgørelse, jo længere tid, der går, hvor der ikke er kontakt, jo sværere bliver det at genetablere kontakten, og jo nemmere bliver det at manipulere barnet og påvirke ham eller hende negativt. Jeg har sager, som kører på andet år, fordi sagerne trækker ud dels på grund af ventetid i systemet, men også fordi det er meget komplekse sager, som kan ankes helt op til højesteret. Derfor skal der sættes effektivt og hurtigt ind med hjælp i disse sager.

Finder man ud af, at der foregår forældrefremmedgørelse, skal hammeren falde med det samme. Den forælder, som udøver forældrefremmedgørelsen, skal have frataget bopælen, forældremyndigheden og have begrænset samvær, som skal være overvåget. Forælderen, der har været frataget barnet, skal have alt den hjælp, der skal til for at genopbygge relationen til barnet. Oplever man, at forældrefremmedgørelsen fortsætter, skal samværet ophøre i en længere periode. Barnet skal sideløbende have hjælp til at bearbejde den omsorgssvigt og den psykiske vold, han eller hun har været udsat for.

Undersøgelser viser, at når børn er involveret i forældrenes konflikter og manglende kommunikation, er det på højde med, at barnet er vidne til vold mellem forældrene. Så selvom det bare er ord, kan det få fatale konsekvenser og barnets trivsel og selvbillede i fremtiden.

Det kan godt være, jeg er lidt hård i min retorik. Særligt i dette sidste afsnit. Men det er ganske enkelt, fordi jeg hver dag ser, hvor store konsekvenser det får for børnene, der bliver fanget i midten af alt det her. Derfor er det på tide, at vi gør noget. At vi ændrer på den måde, det offentlige system plejer at håndtere de her sager på – så børnene rent faktisk får den hjælp, de har brug for af det system, som de burde kunne stole på, når den ene af deres forældre svigter dem.

Hvis du føler, at jeres forældresamarbejde har taget en drejning, der afskærer dig fra dit barn, er du velkommen til at booke en uforpligtende samtale med mig her.

Du kan også læse mere om mit særlige rådgivningsforløb “Forældrefremmedgørelse og psykisk vold” her.

 

Bettina Vestergaard

Bettina Vestergaard – Skilsmissekonsulent og familieterapeut med egen praksis siden 2015 – Læs mere om Bettina her.
0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *