Hej Bettina
Jeg er lige blevet skilt. Vi har en deleordning på 7/7 med vores 2 piger på 13 og 17 år.
Pigerne har lige fået at vide at min eksmand har fundet en ny kæreste og har det svært med det. De vil ikke møde hende endnu og det respekterer han.
Han har så lige fortalt mig at når vi sælger vores fælleshus næste år (det bliver sat til salg i maj) vil han flytte sammen med kæresten. Hun bor ret langt væk (1 times transport for min den mindste til skole og der går hun så i 9 kl.) Kæresten har små børn og han er villig til at flytte sammen med hende tæt på deres netværk.
Hvad er det bedste for mine børn i sådan en situation?
Mvh Lisbeth
Hej Lisbeth
Tak for spørgsmålet om hvorvidt jeres nuværende deleordning er god for jeres børn.
De fleste børn har det svært med at forældrene får nye kærester, så der er dine børn helt efter bogen. Det er meget fint at din exmand respekterer deres nuværende modstand i at mødes med hende. Når de skal mødes med hende en dag er det vigtigt, at det bliver i deres tempo.
Med en time i transport lyder det ikke som en god ide at fastholde en 7/7 ordning. Da I har så store børn, bør de høres i, hvor de vil have deres faste base. Det er de færreste teenagere, der vil bruge en time for at komme i skole. Jeg tænker, at de som alle andre teenagere vil være der, hvor de lever deres sociale liv. Det vil sige tæt på skole, fritidsinteresser, deres venner og kammerater.
Når deres far træffer et bevidst valg om, at han vil flytte så langt væk, må han også acceptere, at de måske kun kommer på besøg hver anden weekend.
Jeres piger er i en alder, hvor de har en afgørende stemme. Det betyder at man ikke vil tvinge dem til at blive i en 7/7 ordning, hvis de ikke har lyst. Enten kan du tage kontakt til Familieretshuset på deres vegne for at få ændret den nuværende ordning. Dine piger kan også bruge barnets initativret, hvor de ringer på børnetelefonen i Familieretshuset.
Familieretshuset vil så tage kontakt til jer begge og indkalde jer til et møde. hvor Familieretshuset vil rådgive jer ud fra jeres pigers ønsker og behov.
Dine piger vil måske opleve hans flytning som et fravalg af dem, og så er det jo vigtigt at de bliver rummet/forstået følelsesmæssigt.
Håber at det var svar på dit spørgsmål.
Bedste hilsner
Bettina
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er velkommen til at bidrage!