Pædagogisk materiale til børnesamtaler: Få et professionelt supplement til ”De Tre Huse”

Hvis du arbejder som sagsbehandler i børne- og familieafdelinger rundt om i landet, er dette blogindlæg til dig. For som sagsbehandler på børneområdet sidder du ofte med i højkonflikt skilsmissesager. Sager, hvor barnet er kommet i klemme mellem forældrene, hvor barnet mistrives i institutionen eller i skolen, har udviklet angst eller skolevægring, eller hvor de øvrige myndigheder er bange for, om det høje konfliktniveau, der er mellem forældrene, påvirker barnet. 

Skilsmissesagerne fylder godt i sagsbunkerne på de kommunale kontorer. De fylder endnu mere rundt om på de danske skoler og i børnenes hverdag. Da jeg havde min gang på børne- og familieafdelingen som familiebehandler ti år tilbage, var der i otte ud af ti sager skilsmisse som en af problematikkerne. Jeg tænker ikke, at det har ændret sig så meget. Derfor er jeg så glad for, at du er landet her, og læser med i dette blogindlæg.

Du er nemlig den person, der kan gøre en forskel for de børn, du møder på din vej

Din arbejdsopgave er at finde ud af, hvad der er op og ned i disse familier, og det kan være rigtig svært. Du skal tale med mange involverede, når du modtager en underretning om en bekymring for et barn, eller når det er blevet besluttet, at du skal udarbejde en §50 børnefaglig undersøgelse. En af dem er, at du ifølge loven skal tale med barnet. 

Jeg ved fra min tid som familiebehandler og min gang i familieafdelingen, at børnesamtalerne nogle gange kunne være lidt af en udfordring for socialrådgiverne, og det kan jeg godt forstå. Samtalerne er vigtige for, at du kan gøre dit arbejde godt. For dig er det vigtigt, at du får et indblik i barnets hverdag set fra deres perspektiv. Samtalerne er også vigtige, fordi der ligger et lovkrav om, at barnet skal høres i sager, der vedrører barnet. Samtalerne stiller krav til dig, som skal samtale med barnet. Du skal ikke kun skabe et trygt rum for barnet. Måden, du stiller spørgsmålene på, skal være så neutral som muligt. Det er vigtigt, at du ikke lægger ordene i munden på barnet. Alt det ved du allerede. 

Det er helt naturligt, at du ikke tager let på det ansvar, du har. Derfor må du også godt stille krav til de ting, du har i din værktøjskasse

Du kan være nok så dedikeret til at ville gøre det godt, men det kan være svært, hvis barnet, du sidder sammen med, er lukket i som en østers. Du har sikkert flere gange siddet overfor børn, der har været i klemme mellem forældrene. Børn, der har valgt side, eller som lige der befinder sig i en kæmpe loyalitetskonflikt. 

Der er brug for et pædagogisk værktøj af høj kvalitet, som, uden at overskride børnenes grænser, får børnene til at åbne op og sætte ord på det, der fylder i dem. Det er en hårfin balance, der kan være rigtig svær at ramme selv for trænede professionelle. For børn er så forskellige, og det samme er de hjem og situationer, de kommer fra. Det er altså ingen falliterklæring at søge nye redskaber, der kan hjælpe dig. Slet ikke. Opgaven er alt for vigtig til, at vi som professionelle kan være forfængelige omkring, at vi burde kunne klare det hele selv.

Der er mange faglige krav til dig som sagsbehandler. Du må også gerne stille krav til det værktøj, som du har i din værktøjskasse, når du skal samtale med børnene. Et godt pædagogisk værktøj, der giver barnet lyst til at tale med dig. Det er det materiale, jeg gerne vil præsentere for dig i dette blogindlæg. Et materiale, som jeg har set med mine egne øjne, kan gøre en kæmpe forskel for børnene, og et materiale, som jeg selv følte, jeg manglede for at kunne gøre mit arbejde tilfredsstillende for både min egen, men mest for børnenes skyld.

Tiden er til visuelt lækre, spændende og indbydende pædagogiske materialer – hvis altså vi gerne vil have børnene i tale

Der findes meget forskelligt pædagogisk materiale derude, der har til hensigt at hjælpe professionelle som dig og mig med at få en god samtale i gang med de børn, vi møder i vores hverdag. 

Jeg må dog indrømme, at meget af det materiale, der findes lige nu, ikke ligefrem er fulgt med tiden. 

De samtalekort, der findes, er slet og ret kedelige. Vi ved, at børn i deres natur er visuelle, og derfor er det så vigtigt, at de materialer, vi bruger, når vi samtaler med børn, ikke bliver visuelt kedelige. Så mister vi ganske enkelt deres opmærksomhed. Det er også vigtigt, at det, vi præsenterer barnet for, er genkendeligt fra deres eget liv. Når materialet er kedeligt, mister børnene alt for hurtigt interessen, fordi de har svært ved at forholde sig til det, de ser. Og du mister muligheden for at nå ind til barnet og kunne hjælpe ham eller hende.

Jeg kan også godt se værdien i ”De Tre Huse” – men kompleksiteten i værktøjet kan spænde ben for samtalen

Jeg ved, at mange sagsbehandlere rundt om i kommunerne bruger “De tre huse” som et redskab. For dig, der ikke kender til “De tre huse”, så er redskabet “De Tre Huse” en version af Signs of Safety-skemaet, der er målrettet børn. De tre centrale spørgsmål ”Hvad bekymrer? Hvad fungerer? Hvad skal der ske?” er placeret i tre tomme huse: Huset med bekymringer, Huset med de gode ting og Drømmehuset. Afhængigt af, hvad der passer bedst til barnets alder og situation, anvender barnet og den professionelle egne ord, tegninger eller begge dele til at udfylde husene med de tanker, som barnet aktuelt har om sit liv (Turnell et al., 2013).

Redskabet har til formål at placere barnets stemme, oplevelse af situationen, behov og håb for fremtiden i centrum af arbejdet med familien. “De Tre Huse” kan således understøtte inddragelsen af barnets perspektiv i sagen, og de kan samtidig anvendes til at tale med børn om, hvorfor myndighederne er involveret i familiens liv, og hvad der skal ske fremadrettet.

Udfordringen med “De Tre Huse” er i min optik, at de er “tomme” rent visuelt, og det bliver derfor hurtigt en meget abstrakt samtale for barnet. Barnet skal forholde sig til en masse ord og tænkte scenarier om meget komplekse følelser. Det kan være en svær samtale selv for en voksen, så hvordan kan vi forvente, at børnene kan sætte ord på de her ting, mens de står midt i deres livs krise? 

Børn er loyale væsener – derfor kan det være en stor hjælp at gøre samtalen mere generel og ufarlig, inden børnene selv skal på banen

Barnet kan have svært ved at huske de traumatiske oplevelser. Måske han eller hun ikke ved, hvad der er vigtigt at sige. Det kræver et meget højt abstraktionsniveau af så lille et menneske. Samtidig kan det være, at barnet måske heller ikke er helt klar over, hvad han eller hun må sige. Det behøver ikke være, fordi mor eller far har italesat, at der er ting, som barnet ikke må sige, men fordi børn helt af sig selv kan gøre sig sådanne tanker, fordi de ikke vil gøre deres forældre kede af det.

Barnet kan i det hele taget have svært ved at sætte ord på sine tanker og følelser. Samtidig kommer samtalen hurtigt til at handle meget om barnets egen livssituation, og det kan være ganske overvældende for de fleste børn – især, når de er en del af en høj konflikt-skilsmissesag. Her er det min erfaring, at barnet har brug for, at samtalen kan flyttes over til at handle om det, han eller hun ser på situationsbilledet. Barnet vil fortsat fortælle om det, de ser på billedet, men svarene, de giver, vil relatere sig til deres egne følelser og livserfaringer. Måske uden at barnet endda selv er bevidst om det. For barnet vil denne fremgangsmåde virke langt mindre skræmmende og konfrontatorisk, for de taler jo om det, de ser på billedet. Det gør det altså lettere for dig som professionel rent faktisk at få noget brugbar viden ud af samtalen, uden at barnet føler sig fanget i en loyalitetskonflikt og dermed helt lukker i.

Skilsmissekortene er ikke kun visuelt indbydende – de indeholder også emner, som tidligere er blevet glemt

Da jeg i første omgang satte mig for at løse problemet med de visuelt kedelige samtalekort til skilsmisseramte børn, var mit ønske at sætte relaterbare billeder på de situationer, som skilsmissebørnene oplever i deres hverdag med to hjem. 

Jeg indledte derfor et samarbejde med børnebogsillustrator Pernille Mühlback, og resultatet blev 35 flotte Skilsmissekort og plakaten “Børns Skilsmissetanker”. 

Skilsmissekortene illustrerer alle de situationer, som vi ved på baggrund af evidens fylder for skilsmisseramte børn. F.eks. skiftedagen, sorg efter skilsmissen, skole-hjem-samtalen, savn, søvnproblemer, situationer, hvor forældrene skændes eller taler grimt om hinanden og så videre.

Samtidig er der en helt særlig problemstilling, som flere og flere børn desværre oplever, men som ingen andre samtalekort på markedet behandler, og det er “Forældrefremmedgørelse”. Hvis du ikke er bekendt med, hvad forældrefremmedgørelse er, så får du lige en ultrakort definition her. 

Forældrefremmedgørelse ses ved, at den ene forælder manipulerer barnet til at fravælge samvær og kontakt med sin anden forælder. Deres tænkning bliver meget sort/hvid. Det er i min optik ekstremt vigtigt, at vi som professionelle får fokus på netop forældrefremmedgørelse, da konsekvensen for børnene er livsvarig, og da det desværre er virkelighed for flere og flere familier. Derfor er det naturligvis en problemstilling, som jeg også har med i mine Skilsmissekort. Du kan også læse mere om forældrefremmedgørelse her.

Plakaten “Børns skilsmissetanker” er en icebreaker for både børn og voksne i mange forskellige settings

Plakaten bør hænge i ethvert mødelokale, hvor der udføres samtaler med skilte forældre og skilsmissebørn. I institutionen, på skolen, i SFO’en og hos sundhedsplejersken. For plakaten er ganske enkelt en icebreaker. 

Jeg ser ofte, at både forældre og børn bliver optaget af plakaten i længere tid. Og mens de står og betragter plakaten, ses det tydeligt, at den skaber nye tanker, genkendelse og aha-oplevelser hos dem. Jeg har også børn i samtale, der peger på et af situationsbillederne på plakaten og siger “Det er præcis sådan, jeg har det”. På den måde starter vi naturligt en dialog op om det, der kan være rigtig svært at få talt om, og som vi måske slet ikke var kommet ind på, hvis det ikke havde været for plakaten. Også fordi barnet næppe selv var kommet i tanke om netop det aspekt – selvom det tydeligvis fylder for barnet.

Plakaten indbyder til dialog om de tanker, som børn gør sig i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Og børn, der rammes af skilsmisse, gør sig rigtig mange tanker. Det gælder også for de børn, hvor skilsmissen, ifølge forældrene, har været god og uproblematisk. Også disse børn bærer rundt på tunge sten i deres små rygsække, som de har brug for voksnes hjælp til at løfte. For uanset hvor gode venner mor og far er efter skilsmissen, er det for barnet en livsændrende situation fra det, der hele deres liv har været trygt og godt.

På plakaten “Børns skilsmissetanker” er der brugt tydelige illustrationer, farver og mimik, som taler direkte til børnenes egne følelser og erfaringer, så den vil også kunne bruges i samtaler med børn, hvor barnet selv vælger samtaleemnet ud fra plakaten. Plakaten illustrerer på fineste vis temaer som savn, skyld, manglende søvn, forskellige regelsæt hos mor og far med mere.

Plakaten kan også sætte gode børnefaglige samtaler i gang mellem dig og din kollega, og måske gøre, at I får øjnene op for aspekter af børnenes bekymringer, som I ikke umiddelbart havde overvejet. For alle børn er forskellige. Man kan ikke huske det hele. Og ingen af jer er tankelæsere.

Giv magten tilbage til børnene. Lad dem styre samtalen

Når du bruger Skilsmissekortene i dine samtaler med børn, giver du dem mulighed for at tale om det, der fylder allermest, og som er allersværest, uden at deres grænser bliver overskredet. Barnet vælger selv de situationskort, som han eller hun vil tale om. Barnet kan så tale om, hvad der sker på kortet, og det er langt mindre sårbart for barnet, end hvis han eller hun skal tale om sig selv direkte, som det er tilfældet med “De Tre Huse”. Når barnet udtaler sig om kortene, tager barnet udgangspunkt i egne erfaringer og sit eget liv som skilsmisseramt, og dermed får du på en blid og nænsom måde adgang til barnets følelser og tanker, uden at det bliver for overvældende for ham eller hende.

Det vigtigste er, at du tager udgangspunkt i, hvad der sker på det kort, som du taler med barnet om. Lyt til, hvad barnet fortæller dig. Og stil så vidt muligt kun åbne hv-spørgsmål, så du ikke kommer til at lægge ord i munden på barnet. 

Du kan bruge kortene på mange måder – her kommer et par konkrete forslag, som du kan tage udgangspunkt i: 

• Læg 4-6 kort på bordet ad gangen foran barnet. Spørg, om der er nogle af de kort, barnet synes, I skal tale om. Gå alle 35 kort igennem. Når I har været alle kortene igennem og har valgt de vigtigste kort ud, så lad barnet selv vælge, hvor han eller hun ønsker at starte samtalen. 
• Lyt til, hvad barnet fortæller. Og stil kun åbne hv-spørgsmål med udgangspunkt i, hvad der sker på kortet. Det er langt nemmere og føles helt ufarligt for barnet at tale om personerne på kortet, end hvis du drejer samtalen over på barnets konkrete livssituation med det samme. 
• Du skal ikke fikse noget i første omgang. Du skal give barnet en oplevelse af at blive lyttet til, set og forstået. Måske det, der gør ondt slet ikke kan fikses. Men det kan stadig gøre en stor forskel for barnet at få lov til at sige tingene højt til en voksen, der lytter.
• Når barnet er “færdigt” med at fortælle, kan du med fordel spørge nysgerrigt ind til “Hvorfor tror du, at pigen på kortet er vred?”, “Hvad ser du på det her kort?”, “Hvordan kan det være, at moren på kortet er ked af det, tror du?”, “Hvilken hjælp tror du, drengen på billedet har brug for?” og “Hvordan tror du, drengen har det, når han har oplevet det, du fortæller om?” Igen vil svarene fra barnet være med udgangspunkt i dets egne erfaringer og behov.  
• Hen mod slutningen af samtalen kan du spørge ind til, om der er noget, som barnet har brug for hjælp til at få løst. 

Fordelen ved mine skilsmissekort er, at skilsmissekortene og plakaten kan bruges til børn i alderen 4-17 år. Samtalernes dybde og kompleksitet vil selvfølgelig variere alt efter barnets alder, men børnenes tanker og bekymringer er i virkeligheden meget universelle på tværs af alder og modenhed.

Mit møde med en 16-årig dreng, der havde sat mure op omkring sig, som skilsmissekortene hjalp mig med at bryde ned

Som afslutning på dette blogindlæg vil jeg gerne dele en historie fra min egen praksis. Jeg havde besøg af en mor og hendes 16-årige søn. Det var tydeligt, at den unge mand havde svært ved i det hele taget at være i rummet og det, at skulle tale med en “fremmed” om sin situation og sit skod liv med skilte forældre, som ikke kunne finde ud af at tale sammen – det var hans egne ord. Samtalen var svær at få i gang, og han svarede kun i enstavelser. Han kiggede sig rundt i rummet. Plakaten med “Børns skilsmissetanker” hang bag ham. Han fik øje på den. Det var tydeligt, at han gennemgik den minutiøst. Da han var færdig, sagde han “Det er sådan, jeg har det”. Jeg spurgte ham: “Hvilken situation tænker du på?” Han svarede, mens han pegede på “Sig til din mor, sig til din far …” Herfra fik vi gang i en samtale, hvor den unge mand kunne sætte ord på sine oplevelser, sine tanker og sine følelser omkring, hvordan han oplevede, at han blev brugt af sine forældre i deres interne krig. Efter denne fortælling kunne jeg naturligt tage skilsmissekortene op. Han fik lov til at se kortene igennem, og han valgte et par stykker mere, som han gerne ville tale om. En samtale, der forløste mange ting i ham. Og en samtale, som gav hans mor et indblik i hendes teenagers liv, og som viste hende, hvad hun skulle til at gøre anderledes, hvis hun ville tage hensyn til hendes søn. 

Det er oplevelser som denne, der gør, at jeg bliver ved og ved med at udbrede mine Skilsmissekort, fordi jeg har set den afgørende forskel, som det kan gøre for børn. Særligt de børn, der har svært ved at finde de helt rigtige ord for det, de gennemgår.

Jeg håber, at du fandt dette blogindlæg relevant og inspirerende i forhold til din arbejdssituation.

Ens arbejde bliver bare lettere og bedre, hvis man har de rigtige redskaber til rådighed. Hvis du har lyst til at læse mere om Skilsmissekortene og plakaten så kan du gøre det lige her.