Sådan påvirker højkonfliktsager mange kvinder

Når skilsmisser bliver til højkonfliktsager

30 % ender som højkonfliktsager

I Juni måned publicerede SFI 1. del af en undersøgelse om forældreansvarssager i systemet. Den viste at 30 % af de nye sager, der kommer ind, er højkonfliktsager. Den viste også, at mænd og kvinder opfatter konfliktniveauet meget forskelligt. SFI kunne ikke give nogen forklaring på dette.

Jeg lavede efterfølgende et opslag på Facebook, hvori jeg gav mit bud på, hvad baggrunden for disse forskelligheder kunne være. Opslaget medførte reaktioner, som bekræftede mig i mine betragtninger. Reaktionerne har rumsteret i mine tanker og er blevet til dette blogindlæg.

Jeg ser en rød tråd i mange af de højkonfliktsager, som jeg er inde over.

Kampen ud af et skævvredet forhold

I ca. 80 % af de højkonfliktsager, som jeg er inde over, er det kvinderne, der henvender sig for at få hjælp.

Ofte er kvinderne, når de starter hos mig, både kede af det, bange, konfliktsky, usikre på deres eget værd som mor og psykisk påvirket efter at have været i et skævvredet forhold gennem flere år. Faktorer, som alle påvirker deres dømmekraft, fordi det er så længe siden, at de groft sagt selv har skulle tage stilling, og de er derfor letpåvirkelige.

I det store hele oplever jeg, at disse kvinder har fokus på deres børns behov, selvom de kan være i tvivl om, hvad deres børns behov helt konkret er. De er bange for, at skilsmissen vil skade deres børn. De har dog en god fornemmelse af, hvor robuste deres børn er psykisk, og kan sætte ord på det og eksemplificere det.

Når de tager udgangspunkt i deres børns behov, ud fra hvem de er, deres robusthed, tilknytning mv. har de ikke svært ved at komme frem til, hvad de mener, vil være bedst for deres børn.

Oftest oplever kvinderne mændene som gode fædre, der interesserer sig for børnene og gerne vil være sammen med dem. De oplever dog også, at fædrene har svært ved at se børnenes følelsesmæssige behov.

Kvinderne er ligeledes meget lydhøre overfor professionelle input, også selvom inputtene ikke altid er vand på deres egen mølle.

Beslutningerne afløses af angst

Når de er kommet frem til, hvad der er bedst for deres børn, melder angsten sig. Angsten for ekspartnerens reaktioner og vrede. De vender og drejer de forskellige scenarier, som de kan se vil komme. De ligger søvnløse om natten og har behov for at få bekræftet deres beslutninger, samt at de er gode forældre. Stressen breder sig, og de er stærkt påvirket både psykisk, fysisk og i deres handlinger.

De oplever at deres ekspartner stiller ultimative krav om, at de skal acceptere deres krav om deling af børnene, bopæl og indbo. Makker de ikke ret, risikerer de ligeledes, at alt samarbejde om børnene forsvinder. Denne alt eller intet indstilling belaster selvsagt kvinderne.

Jeg oplever, at der er kommet et større fokus på, hvad der er retfærdigt, ligeværdighed og økonomi. Fokusområder, som ligger langt fra, hvad der er barnets behov, og som er mit fokus.

Når jeg er inde over en sag, ser jeg også den e-mail korrespondance, der foregår mellem parterne. Formålet med dette er, at kunne hjælpe kvinderne med at vurderer, hvad de skal reagere på og hvordan, således at de ikke optrapper en konflikt.

Efter at have læst kvindernes e-mailkorrespondancer med deres ekspartnere forstår jeg godt, at kvinderne bliver følelsesmæssigt berørte og nogle af dem direkte angste for ekspartneren. Tonen er ofte hård og nedladende. De bliver angrebet på deres forælderkompetencer. De bliver talt ned til, chikaneret, domineret og udsat for trusler om at blive slæbt i Statsforvaltningen, hvis de ikke makker ret.

Kvinderne reagerer naturligt følelsesmæssigt på denne type af mails. De føler sig ramt, bliver usikre på deres beslutninger, er tæt på at opgive og kan ikke forstå, at den anden part ikke kan se, at det, de siger, er for deres børns bedste og ikke for at genere ekspartneren.

Statsforvaltningen bliver brugt som trussel

Truslen om Statsforvaltningen vejer tungt på vægtskålen for disse kvinder. Ingen af kvinderne ønsker, at børnene skal bruges i en kamp om at få ret. Ingen af kvinderne ønsker, at myndighederne skal bestemme, hvad der er bedst for deres børn.

Angsten for Statsforvaltningen er desværre reel. Kvinderne fortæller uafhængigt af hinanden, at de føler sig tromlet ned i Statsforvaltningen. De føler, at de bliver talt ned til og at deres bekymringer for børnenes reaktioner bliver negligeret. Denne behandling styrker langt fra kvindernes selvværd eller troen på, at der i Statsforvaltningen er fokus på barnets behov.

Jeg tror desværre at den uheldige debat om, at kvinderne tidligere, på grund af tidligere samfundsnormer, er blevet tilgodeset af Statsforvaltningen, har resulteret i, at man er gået over i den anden grøft og nu er mere optaget af at dele sol og vind lige mellem parterne i stedet for at fokusere på, hvad der er bedst for det enkelte barn.

Jeg hører om mange kvinder, som ikke føler, at de bliver taget alvorligt, eller ligefrem føler, at de skal forsvare sig og/eller argumentere langt mere, end manden skal. Kvinderne oplever, at mændene får lov til at fastholde og gentage deres stejle og rigide holdninger. Hvorimod kvinderne selv oplever at der bliver gået til dem, måske fordi de er nemmere at rykke. Kvinderne oplever at de skal bruge mange ressourcer på at holde fast i dem selv.

Lovgivningsmæssigt er det den part, som ønsker ændringer i samværet, der skal kunne dokumentere, at eventuelle ændringer er til gavn for barnet.

Kvinderne oplever sig selv som en fiasko, når de i Statsforvaltningen bliver mødt af en påstand om, at de er ansvarlige for, at forældersamarbejdet ikke fungerer, samt bliver bebrejdet for ikke selv at have kunnet finde frem til en løsning.

De føler ligeledes, at der bliver lagt pres på dem i relation til at give afkald på, hvad de mener, vil være bedst for deres børn for i stedet at kunne tilgodese forældersamarbejdet.

Jeg selv oplever, at juristens ord vejer tungere end den børnesagkyndiges. Jeg undrer mig stadig over, hvorfor der ikke tages ordentlige referater af de møder, hvor forældrene bliver vejledt af en børnesagkyndig. Den måde, møderne med de børnesagkyndige bruges på nu, er efter min mening kun med til at forlænge hele processen i Statsforvaltningen, fordi de ikke vægtes i selve sagsbehandlingen.

Ligeværdighed og retfærdighed mellem forældrene er blevet nøgleord i Statsforvaltningen.

Barnets behov er kommet i anden række.

Det betaler sig at være forberedt

Man skal være godt forberedt til møderne i Statsforvaltningen. Det gælder både mænd og kvinder. Der er ikke mange skud i bøssen, så det er vigtigt at komme godt fra start uden for mange fodfejl.

Gode råd fra venner, familie og kollegaer er ikke godt nok, for de kommer aldrig helt ind i sagen. De vil få informationer sporadisk, og de vil reagere ud fra egne erfaringer gode som dårlige, samt egne meninger og holdninger. Et er at stå uden for en konflikt og kommentere på det. Et andet er at stå midt i den. De mange velmenende råd er kun med til at skabe usikkerhed og tvivl. I stedet bør man investere i samtaler med en professionel. Samtalerne vil få dig til at reflektere og gøre dig stærkere, og samtidig vil rådgivningen være børnefaglig fritaget for personlige holdninger.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *