barnets pas

 
Ferien står for døren, og hvis du skal på ferie i udlandet med dit barn, skal du huske at have styr på, at både dit og dit barns pas er gyldige.
 
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg vil reagere, hvis jeg stod i lufthavnen og ikke kunne komme på min planlagte ferie. Derfor har jeg skrevet dette korte blogindlæg til dig, så du ved, hvad du skal have styr på, så du kan nyde ferien til fulde uden bekymringer.
 
 
Start med at spørge dig selv …

  • Hvem af jer har jeres barns pas liggende – og er det gyldigt?
  • Kan du få passet udleveret af din ekspartner, eller skal du have hjælp til det?

 
Sørg for at stille dig selv disse spørgsmål i god tid, så du kan komme i gang, hvis du skal bestille et nyt pas. Det tager nemlig 11-15 hverdage, før du modtager passet. Du bestiller det nye pas på borger.dk ved at vælge din kommune og klikke “Start”.
 
Hvis din ekspartner ikke vil udlevere dit barns pas, skal du oprette en sag her.
 

Få styr på reglerne om pas til børn

Alle børn uanset alder skal have deres eget pas. Børnepas har dog forskellige gyldigheder, der afhænger af barnets alder. Hvis dit barn er mellem 0 og 2 år, er hans eller hendes pas gyldigt i 2 år. Hvis dit barn er mellem 2 og 18 år, er hans eller hendes pas gyldigt i 5 år.
 
Skal dit barn have nyt pas, eller skal det fornyes, og har I fælles forældremyndighed, så skal begge forældre skrive under på en samtykkeerklæring. Den finder du på borger.dk her under fanen “Samtykkeerklæring til ansøgning om pas til børn”. Du får udstedt dit barns nye pas på Borgerservice i din kommune, og dit barn og dig eller din ekspartner skal møde fysisk op.
 
Prisen på passet afhænger af dit barns alder. Du kan se de gældende takster her under fanen “Hvad koster et pas?”. Udgiften til billedet af dit barn kommer desuden herudover.
 
Vær opmærksom på, at dit barns alder på flere områder har betydning. Hvis dit barn for eksempel er over 12 år, skal dit barn også have taget digitalt fingeraftryk. Det får du gjort på Borgerservice, når du bestiller et nyt pas til dit barn.
 

Huskeliste til, når du skal have lavet nyt pas til dit barn

Når du møder op på Borgerservice, er der nogle ting, som du skal huske at medbringe, sådan at du uden problemer kan få bestilt et nyt pas til dit barn.
 
 
Du skal huske …

  • Dit barns originale dåbs eller navneattest
  • Det gamle pas, som skal fornyes
  • Den underskrevne samtykkeerklæring
  • Et billede af dit barn

 
Der er en del krav til billedet, som du sikkert ved. Så det nemmeste er at gå forbi den nærmeste fotoforhandler, og få dem taget der. De har styr på kravene til billedet, og så skal du ikke selv bekymre dig om, om billedet nu også er godt nok.
 
Hvis du alligevel gerne selv vil tage billedet, kan du læse om reglerne om pas her.
 
Husk at gå i gang i god tid, så du ikke kommer i en situation, for passet ikke kan nå at komme, før du skal bruge det. Det tager nemlig som sagt 11-15 hverdage, før du modtager dit barns pas.
 
Vær opmærksom på, at du ikke kan booke flybilletter, før du har det nye pasnummer.
 
Når du så har styr på alt det her, vil jeg bare ønske dig og dit barn en rigtig god ferie, uanset om I skal på sommerferie, vinterferie eller efterårsferie. Jeg håber, I vil nyde tiden sammen.
 

Bettina Vestergaard

Bettina Vestergaard – Skilsmissekonsulent og familieterapeut med egen praksis siden 2015 – Læs mere om Bettina her.
1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] bør du overveje, om det ikke vil være mere rimeligt, at det er dig, der har udgiften til passet. Du kan læse mere om, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med dit barns pas her. […]

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *