juleaften skilsmisse

 
Det er nemmere at undgå hævede stemmer og skældud juleaften, end du tror. Juleaften er et af de dejligste tidspunkter på året. Familien er samlet, der er juleferie, og menuen byder på ekstra lækker mad, der skal nydes sammen. Men af selvsamme grunde er det nok også en af de mest stressende dage om året.
 
Derfor er der intet at sige til, hvis du er kommet til at hæve stemmen eller skælde dit barn ud både før, under og efter juleaften. Det har vi alle prøvet.
 
For mens du holder styr på, at anden ikke får for meget, og at sovsen er helt perfekt, så er børnene ved at eksplodere over ventetiden på gaverne, der synes at vare for evigt.
 
Det resulterer ofte i plagerier, som kun bliver værre, jo mere trætte de bliver. Det sætter for alvor tålmodigheden på prøve, uanset hvem man er.
 
Derfor giver jeg dig her mine perspektiver på, hvordan du bedst kan undgå at skælde ud juleaften og dermed få en endnu hyggeligere højtid. I blogindlægget kommer jeg ind på:

 

Sorgen over, at juleaften aldrig bliver den samme igen, er helt naturlig, men derfor gør det stadig ondt

Skilsmisse og sorg går tit hånd i hånd. Mit råd til dig er, at du ikke forsøger at genskabe det, der var. For det, der var, kommer aldrig igen. Det kan være sorgfuldt at tænke på, men jeg vil gerne opfordre dig til at skifte perspektiv. Du har en unik mulighed for at skabe nye traditioner for dig og dit barn.
 
Derudover er det rigtigt vigtigt, at du ikke lægger din sorg på skuldrene af dit barn. For dit barn vil altid gøre alt, hvad han eller hun kan for at du og din ekspartner er glade. Selv hvis det sker på bekostning af barnet selv.
 
Særligt juleaften er du nødt til at prøve at sørge for, at dit barn ikke bekymrer sig om dig. Du behøver ikke lyve, men jeg anbefaler dig heller ikke at fortælle, hvis du skal sidde alene juleaften, eller hvis du er ked af, hvordan du selv skal fejre julen. Dit barn vil bruge så mange ressourcer på at bekymre sig om dig, fordi alt dit barn vil er, at dig og din ekspartner er glade. De mange bekymringer kan principielt gå ud over dit barns søvn – og søvnen er særligt vigtig for dit barn gennem juletiden. Du kan læse mere om søvn, skilsmisse og børn her.
 
Det er okay at savne hinanden. Det betyder ikke, at dit barn ikke har en fantastisk jul sammen med din ekspartner. Savnet er derimod bare et udtryk for, hvor højt dit barn elsker dig; og omvendt.
 
juleaften skilsmisse
 

Tal sammen om, hvilken slags juleaften I ønsker

Ligesom december måned efter skilsmissen skal juleaften også planlægges i god tid. Mange tror, at juleaften skal være en lang overraskelse hele dagen igennem. Men faktisk gør man sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at fortælle barnet, hvad der skal foregå.
 
Børn fungerer nemlig langt bedre, når de ved, hvad der skal ske – og vigtigst: Når de ved, hvilke forventninger der er til dem. Lav derfor en liste måske endda sammen med dit barn, hvor du skriver, hvem der kommer, hvad I skal have at spise, og hvornår gaverne bliver delt ud. Så kan de følge med i, hvad planerne er fra starten af dagen, og du kan henvise til listen, når barnet endnu engang spørger, hvornår I skal åbne gaver.
 
Det er også vigtigt, at du taler med din ekspartner om, hvordan I sammen skaber en god og tryg juleaften for jeres fælles barn. Overvej, om I kan holde juleaften sammen. I nogle relationer kan det slet ikke lade sig gøre, og det er også helt okay. Så finder I jeres egen måde at fejre julen på. Men uanset hvad er det vigtigt, at I får talt om, hvordan I strukturerer juleaften, og om jeres barn skal holde juleaften en eller to gange.

Afstem jeres forventninger til juleaften

Dit barn har kun fokus på én ting juleaften: Gaverne. Du kan lette ventetiden ved at give dit barn en gave i løbet af dagen. Gerne en af dem, du ved, barnet kan lege med. Det kan skabe ro både for dig og dit barn, fordi fokus bliver flyttet.
 
Det er en god idé, at du deler dine forventninger om juleaften med dit barn. Forklar, at for de voksne betyder middagen og roen om denne endnu mere end gaverne. Det betyder, at maden skal nydes og hygges om i stedet for at sluges. Fortæl også gerne, hvis du ønsker, at dit barn sidder med ved bordet hele tiden, og at mobilen skal lægges væk. Det bliver meget nemmere for dit barn at navigere, hvis han eller hun ved, hvad du forventer.
 
Fortæl også dit barn om, hvordan uddelingen af gaver kommer til at foregå. Hvordan gaverne deles ud, og om alle skal vente på, at gaven pakkes ud, før en ny gives og så videre. Det skaber tryghed for dit barn, at han eller hun ved, hvordan det hele kommer til at foregå.
 
Ved at dele dine forventninger med dit barn får barnet en større forståelse for, hvad der skal ske juleaften. Det er en god idé at fortælle det både dagen før, selve juleaften op til flere gange, samt lige før I går i gang med uddelingen af gaver. Det skaber større ro hos dig selv og dit barn, og giver jer tid og ro til at nyde juleaften sammen i stedet for at bruge tid og energi på skældud og konflikter.
 
Undgå at kompensere for den nye og anderledes juleaften ved at købe større og flere gaver. Selvom barnet vil blive glad i øjeblikket, så er det i virkeligheden tiden og nærværet med dig, som dit barn har brug for i juletiden.
 
juleaften skilsmisse
 

Inddrag dit barn i forberedelserne

Der er ikke noget, som får tiden til at snegle sig afsted, som hvis man intet har at give sig til. Sådan har dit barn det også. Især juleaftensdag. Dit barn er ved at sprænges af forventningens glæde, og det kan gøre, at tiden føles uendelig lang.
 
Det kan være en god idé at inddrage dit barn i nogle af de mange opgaver, som hører til juleaften. Det kan eksempelvis være at lægge gaverne under træet, piske flødeskum til risalamanden, fylde slik i skåle eller hjælpe med at dække bord. Dit barn vil i højere grad føle sig som en vigtig del af arrangementet. Og det vil flytte fokus fra den lange ventetid.
 
Selvom jeg anbefaler dig at inddrage dit barn, er det vigtigt for mig at sige til dig, at det er jer som forældre, der i sidste ende står med beslutningerne om, hvordan juleaften skal forløbe. Det er dit ansvar og i sidste ende dine beslutninger, men du kan sagtens gøre det med dit barns ønsker in mente.
 
Du kan med fordel overveje, om der er nogle traditioner, som betyder noget særligt for dit barn. Og så kan du kombinere dem med nye traditioner, så I får skabt lige den juleaften, I har lyst til.

Lav juleaktiviteter sammen – og husk nærværet

Hvis det er muligt hjemme hos jer, er det en rigtig god idé at lave små aktiviteter sammen, som er spredt udover hele dagen. Du ved det sikkert godt, men dit barn elsker at være sammen med dig og få din fulde opmærksomhed, så julehygge i børnehøjde er et sikkert hit.
 
I kan for eksempel spille et brætspil, gå en tur sammen, se en tegnefilm eller se julekalender sammen. Det kan også være nogle helt andre ting, som du måske satte pris på, dengang du var barn. Det skaber ro omkring alle. Måske det betyder, at der er mindre tid til alle de praktiske ting, men det er okay – for tiden, du bruger sammen med dit barn, vil gøre dagen mere hyggelig og mindre stressende, og på samme tid vil det gøre ventetiden mere overkommelig for dit barn. Og med planlægning skal du nok nå det hele alligevel, samtidig med at du prioriterer det, som virkelig betyder noget for dig og dit barn.
 

Sørg for, at du og dit barn får de pauser, som I begge har brug for

Juleaften er en meget anderledes dag og aften end den typiske weekend eller feriedag. Børnene har sandsynligvis glædet sig til den i flere uger, og derfor bliver de mere og mere spændte, som dagen skrider frem. Det bedste, du kan gøre, er at bevare barnets normale dagsrytme så godt som muligt.
 
Giv derfor dit barn en kiks eller noget mad i hånden, hvis spisetiden rykkes, så energiniveauet ikke falder. Planlæg eventuelt en pause midt på dagen, hvor alle får hvilet sig. Det giver rig mulighed for, at børnene kan holde sig vågne i længere tid, og at der er så få sure og trætte miner som muligt. Dit barns søvn er alfa og omega for, at han eller hun får så meget ud af juledagene, som muligt. Og det minimerer risikoen for større skænderier i juletiden. Pauser er ikke kun direkte søvn eller en lur, det kan også bare være tidspunkter, hvor der er indlagt tid til, at barnet ikke skal lave andet end at slappe af.
 
Hvis du kan mærke, at dit barn er træt af de mange indtryk, så prøv ikke at stille for mange krav og spørge for meget. Prøv bare at være der for dit barn, så dit barn ved, at han eller hun bare kan slappe af i dit selskab.
 

Bonus til dig: Download mine 10 gode råd til, hvordan I kommer godt igennem julen som en familie. Guiden giver dig både gode råd til, hvordan du tilgodeser dine børn bedst muligt, men også hvordan du og din ekspartner kan samarbejde konstruktivt i juletiden. Hent de 10 gode råd her.

Husk også at passe på dig selv i juletiden

Dette er mit sidste råd til dig. Og måske noget af det allervigtigste. For hvis du ikke passer på dig selv i juletiden, kan du heller ikke være den forælder, du ønsker at være for dit barn.
 
Så på samme måde som du planlægger juletiden for dit barn, så husk dig selv i denne ligning også. Hvad har du lyst til? Hvornår har du brug for en pause? Det er ikke at være egoistisk – tværtimod. Det er for dit barns skyld, at du også skal passe på dig selv, så du kan være der for dit barn i juletiden.
 
Til sidst vil jeg bare ønske dig og din familie en rigtig glædelig jul.
 

Bettina Vestergaard

Bettina Vestergaard – Skilsmissekonsulent og familieterapeut med egen praksis siden 2015 – Læs mere om Bettina her.
0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *