min-ekspartner-goer-det-umuligt

 
Den kvinde, du skal møde i dette blogindlæg, er Anna, som jeg har hjulpet det sidste års tid. Jeg har interviewet Anna om hendes sag, for at hendes historie kan hjælpe dig. Anna har ønsket at være anonym, fordi sagen stadig kører, hvilket jeg naturligvis respekterer. Navnene er derfor opdigtede, men det er fortællingen ikke. Desværre.
 
Anna har levet i et årelangt forhold, hvor hun systematisk er blevet udsat for psykisk vold. Anna brød ud af forholdet for 2,5 år siden. Anna har 3 børn. Børnenes alder dengang var 7, 5 og lidt over 1 år. Baggrunden, for at jeg vil fortælle dig Annas historie, er, at Annas historie ikke er speciel. Den ligner desværre alt for mange andre kvinder og mænds historie, når de har været udsat for psykisk vold, og der er børn involveret.
 
I blogindlægget går jeg ikke så meget i detaljen i forhold til den psykiske vold, som Anna har været udsat for. Det er ikke, fordi jeg ikke tager det alvorligt, for det gør jeg, men det er, fordi jeg hellere vil fortælle dig om den kamp, Anna har kæmpet for sine børn. For det har været en kamp. En kamp om bopæl og samværets længde, men også en kamp med sagsbehandlere, børnenes pædagoger og lærere for at få dem til at forholde sig til børnenes situation og deres mistrivsel.
 
Den problematik vil jeg gerne sætte fokus på, fordi jeg ser det igen og igen i de enkelte sager. Fagfolk, der burde hjælpe forældre som Anna og især børnene, læner sig tilbage og afventer Familieretshusets eller Familierettens afgørelser. En afventning, der tager flere måneder, fordi – og det er en kendsgerning – at Familieretshuset og Familieretten har utilgivelig lang ventetid.
 
I Annas tilfælde har det nu taget 2,5 år fra sagen startede. Den er endnu ikke afsluttet, fordi sagen er anket til Landsretten af faren. I alt den tid er den psykiske vold fortsat over for børnene, børnenes mistrivsel er øget markant, og det værste, der nok kunne ske, var, at børnene begyndte at miste håbet om, at der var nogen voksne, der ville hjælpe dem.
 
I dette blogindlæg vil du få en kort introduktion af Anna og hendes situation. Du vil få et indblik i, hvad Anna var oppe imod, men også i hvad samarbejdet mellem Annas advokat, mig og Anna betød for sagens positive udfald. Til sidst vil Anna give hendes råd til dig, som står i en lignende situation på baggrund af hendes dyrt købte erfaringer.
 

Hvis du bliver udsat for psykisk vold eller lignende, må du love mig at bede om hjælp. Både for din og for dit barn skyld. Du er velkommen til at booke en uforpligtende samtale med mig her.

 

Der var alarmklokker, som ringede – men Anna håbede, at det ville forandre sig

Anna henvender sig første gang til mig i august 2020. Hun benytter sig af mit tilbud om en uforpligtende samtale. Til samtalen anbefaler jeg hende blandt andet at skifte advokat. Anna oplevede, at den første advokat ikke forstod hendes situation, og hvem hun var oppe imod. Hun var meget fortvivlet og bange for sagens udfald.
 
Anna er en kvinde i midten af 30’erne. Hun mødte børnenes far, Jesper, da hun var ung. Når Anna tænker tilbage, var der allerede dengang flere episoder, hvor hendes alarmklokker skulle have ringet. Det gjorde de desværre ikke måske, fordi hendes selvværd ikke var så godt på daværende tidspunkt – måske fordi han bare var så god til at bringe hende i tvivl. Anna har aldrig tænkt på sig selv som en person med dårligt selvværd – og det er faktisk stadigvæk svært for hende at forstå. Sådan er der mange mennesker, der har det, når de har været udsat for noget lignende Anna.
 
For som Anna siger: “Når man ikke er klar over, at man er udsat for vold, oplever man jo heller ikke sig selv som en “svag” person. Jeg kæmpede bare mine kampe med omhu, som jeg havde lært, at man skulle. Der, hvor jeg står nu, kan jeg godt se, at det er en grotesk tankegang, men sådan havde jeg det i den periode af mit liv.”
 
Hun var jo også forelsket, og Jesper var meget charmerende. Allerede dengang havde Jesper store humørsvingninger og et stort behov for at have kontrol over Anna. Han var meget jaloux og nedgjorde Annas valg af venner, tøjstil og så videre. De gange Anna beklagede sig og gjorde lidt modstand, fik han hurtigt vendt situationen til, at det var synd for ham, og at Anna gjorde ham ked af det. Anna håbede, at hvis de flyttede sammen, ville hans jalousi forsvinde, for så havde hun jo vist ham, at hun kun ville have ham. Det gjorde det desværre ikke.
 

Jesper var hård og autoritær – både som far og som ægtemand

Den psykiske vold tog til som årene gik, og de fik børn sammen. De forandringer, som graviditeterne naturligt gjorde ved Annas krop, brød Jesper sig ikke om. Han gik så langt, at han flere gange tilkendegav, at han væmmedes ved Anna og følte sig frastødt af hende. Alt imens at han krævede sex hver dag og i den forbindelse kun tænkte på sine egne behov. I barselsgave fik Anna et medlemskab til en fitnesskæde og tøj, der skulle stramme kroppen op, når nu den hang efter fødslen. Han ville gerne have Annas krop tilbage. Hans voldsomme temperament, hans vrede og sarkasme blev værre og værre. Han tog ingen hensyn til, om børnene var til stede eller ej.
 
Han fortalte børnene, at maden var uspiselig, når Anna havde lavet den. Han skubbede hende ud af sengen, når hun sov og holdt hende for næse og mund, så hun ikke kunne trække vejret. Når hun tog afstand fra det, var svaret, at det var han nødt til, fordi han kunne ikke sove i den larm, og hendes vejrtrækning irriterede ham. Det var Annas egen skyld, at han måtte holde hende for munden og næsen.
 
Jespers opdragelsesstil over for børnene var og er hård og autoritær. Børnene bliver mødt med kulde og strenge regler. Han regulerer børnene med straf i form af ingen mad, ignorering og isolering ved at blive sendt på værelset. Hans humør er uforudsigeligt, hvilket betyder, at børnene konstant er på vagt. Han forskelsbehandler børnene og skaber splid mellem de største. Han overlod alle arbejdsopgaver både i huset og i forhold til børnene til Anna, samtidig med at han svinede hende til og sagde, at hun var doven.
 

Anna er glad på sit arbejde, men hjem begynder at føles som et helvede

Jesper går meget op i, at alt skal deles ligeligt, og at han har sine rettigheder. Så da Annas barsel med den mindste sluttede, og Jesper skulle have barsel tvang han Anna til at forlade huset hver dag, så han kunne være alene med deres søn. Anna ammede sønnen på dette tidspunkt. De mange timers adskillelse resulterede efter 3 uger i, at Anna udviklede brystbetændelse og fik høj feber. Jesper havde hverken forståelse for barnets behov for bryst eller Annas behov for, at brystet blev tømt regelmæssigt.
 
Vendepunktet for Anna indtraf, da hun startede op på arbejde. Anna står med det hele selv. Han er jaloux, han syntes, Anna går udfordrende klædt og stiller spørgsmål om, hvem hun skal gøre sig til for. Anna fortæller, at hun taler med sine kollegaer om det. Han tracker hende på Google. Anna bliver mere og mere bange for ham. Anna er glad, når hun er på arbejde, hvor der var nogle søde kollegaer. Annas held er også, at hun er en meget åben person. I pauserne åbnede Anna op for de ting, der foregik på hjemmefronten.
 
Kollegaerne støttede Anna i hendes holdninger og tog afstand fra Jespers måde at være på. Der er også en kollega, der giver hende nummeret til Danner, som er et krisecenter i København. Anna havde flere samtaler med Danner. Kollegaerne og Danner var en kæmpe hjælp, som gjorde Anna stærkere og bedre til at sige fra over for Jesper. Hendes egen familie var også begyndt at tage afstand fra den måde, Jesper behandlede Anna og børnene på.
 

Er du voldsramt, og har du akut brug for hjælp, vil jeg anbefale dig følgende …

Er du truet på livet, eller bliver du udsat for vold, så skal du kontakte politiet på 112, så de kan komme ud med det samme.
 
Du skal forsøge at skærme dig selv ved enten at låse dig og børnene inde i et rum eller komme væk fra voldsudøveren. Det er vigtigt, at du tager børnene med dig.
 
Har du mærker efter at have været udsat for vold, så skal du forbi skadestuen, så du kan dokumentere volden senere. Tag også selv billeder af de fysiske beviser.
 
Kontakt den nationale hotline på 1888. De har døgnåbent, og de kan hjælpe dig med at finde et krisecenter, der har ledige pladser. Du kan læse mere om hotlinen her.

 

Da Anna reelt frygtede for sit eget og sine børns liv, sagde hun endegyldigt fra

Den episode, der var dråben, som fik bægret til at flyde over for Anna, var da Jesper pressede hende op i et hjørne og truede med, at han ville slå hende og børnene ihjel. Børnene var i et tilstødende lokale. Anna var ikke i tvivl om, at det var en reel trussel.
 
Næste dag tager Anna mod til sig og siger, at hun vil skilles. Det vil Jesper ikke. Han vil i parterapi. Anna oplever, at parterapeuten giver Jesper lov til at være alt for dominerende, og terapeuten mener, at de skal bo hver for sig i en periode. Det starter de med. I de dage, hvor Jesper ikke skal være der, ringer han til Anna og siger, at han kommer hjem igen, og at Anna ikke kan holde børnene fra ham. Han vil ikke sige, hvornår han kommer. Sent om aften laver han endnu et kontrolopkald. Anna er bange. Psykologen siger, at hun skal se at komme ud af huset, og at hun skal tage børnene med. Hun skal redde børnene.
 
Næste morgen tager Anna ned i børnenes institution og oplever, at hun får hjælp af lederen, som hjælper hende med at få kontakt til et krisecenter.
 
Anna får en plads på et krisecenter. Da Anna ankommer med 3 børn, er hun dels i stor krise, og hun har intet overskud, samtidig med at hun også er i kraftigt søvnunderskud. Hun kommer op til en weekend, og hende, der skulle være hendes kontaktperson, ville først møde ind mandag. Anna føler sig voldsomt alene på krisecenteret. Hun oplever ikke, at der bliver draget omsorg for hende og børnene. Hun skal selv sørge for mad til hende og børnene, og hun er også selv på i forhold til at tage sig af børnene. Anna nåede at være på krisecenteret i 6 dage, og hun nåede at tale med 4 forskellige personer.
 

 

Mødet med det offentlige ender med at være bare endnu et overgreb mod Anna

Da Anna kommer tilbage fra krisecentret, skal hun aflevere børnene til Jesper. Jesper vil have dem i lige så lang tid, som de har været sammen med Anna. Han har skiftet låsene i huset. Anna må ikke komme ind. Annas far skaffer hende en lejlighed.
 
Anna og Jesper bliver indkaldt til møde om samværsordningen i kommunen. Lige inden mødet skal Anna hente tøj til børnene i huset. Jesper åbner døren og siger, at hun ikke får børnene at se mere, hvorefter han smækker døren i. Anna bliver frygtelig ked af det og bange. Det var det, krisecenteret advarede hende imod. Anna kontakter hurtig en advokat, og den advokat siger, at hun skal sige ja til det, hun bliver tilbudt, fordi det er vigtigt, at hun så hurtigt som muligt får kontakt med børnene. Jesper har automatisk bopælen på børnene, fordi han er i huset.
 
Mødet i kommunen samme dag løber helt af sporet. Der er 2 personer med fra kommunen. Den ene ved, at Anna har været på krisecenter, og så er der en uvildig fra kommunen, som skal være mellemmand. Den person forstår slet ikke, hvad der er foregået. Jesper har taget sin mor med. Anna ringer derfor til en veninde, som kommer og er hendes bisidder. Kommunens mellemmanden mener, at Anna bare skal følge med Jesper hjem efter mødet og hente børnenes tøj. Denne person og Jesper aftaler det her hen over hovedet på Anna, selvom Anna forsøger at stritte imod. Mødet varer over 2 timer, og Anna får lov at hente børnene mod, at hun accepterer en 7/7-ordning. Anna er langt fra tilfreds med mødet. Hun føler sig overrumplet. Den ene rådgiver ringer efterfølgende og undskylder forløbet, men hun noterer det ikke i sagen og gør intet videre. Anna føler, at hendes grænser igen bliver overskredet.
 
min-ekspartner-goer-det-umuligt
 

Nu bliver Anna endelig hørt – men der sker stadigvæk ingenting

Da Anna skulle skilles, var lovgivningen således, at de første 3 måneder var en slags betænkningstid. En periode, hvor man ikke kunne starte en sag i Familieretshuset. Efter de 3 måneders betænkningstid, søger Anna hjælp i Familieretshuset for at få ændret bopælen og samværet. I Familieretshuset bliver de indkaldt til konfliktmægling. Jesper fortæller, at alt er normalt. Rådgiver spørger, hvordan kan alt være normalt, når intet er normalt. Anna fortæller, at hun er blevet tvunget til 7/7-ordningen, og at hun ikke er enig. Rådgiveren kan ikke forstå, at de har en 7/7 ordning. Hun er bekymret for deres yngste barn, som på daværende tidspunkt kun er 1½ år gammel. Hun mener, barnet er alt for lille til en 7/7 ordning. Allerede her føler Anna, at Familieretshuset lytter til hende, og de forstår situationen. Men der sker ikke noget videre. Børnene bliver indkaldt til børnesamtaler. Børnene siger ikke meget og ikke noget, der får afgørende betydning. Selve bopælssagen i familieretten trækker ud. Der går et helt år, før de bliver indkaldt, og bopælssagen starter op.
 

Hvis du bliver udsat for psykisk vold eller lignende, må du love mig at bede om hjælp. Både for din og for dit barn skyld. Du kan skrive til mig på bettina@skilsmissekonsulenten eller ringe til mig på +45 30 20 90 25.

 

Børnene har det ikke godt – og alligevel er der ingen voksne, udover Anna, der prøver at hjælpe dem

I den mellemliggende tid øges børnenes mistrivsel. Børnene vil ikke afsted om morgen. De klager over ondt i maven og hovedet. Når de kommer til Anna, efter at de har været hos Jesper, er de helt udmattede og i omsorgsmæssigt underskud både basalt og følelsesmæssigt. De klager til Anna over den hårde opdragelsesstil, der foregår hjemme hos deres far, og de føler sig uretfærdigt og dårligt behandlet.
 
Fysisk begynder børnene at reagere hjemme hos Anna. De vil ikke sige noget i skolen, for de beskytter Jesper og sig selv. De ved jo heller ikke, at de er udsat for psykisk vold (du kan læse mere om psykisk vold mod børn her). Men de har jo ikke prøvet andet. Far er sådan, som han altid har været. De har svært ved at få sat ord på det, de oplever.
 
Anna taler med Stines klasselærer om hendes mistrivsel, om at hun ikke vil i skole og om hele situationen. Klasselæreren vælger at lave en underretning til kommunen. De bliver kaldt til møde hos sagsbehandleren, men fordi Jesper siger, at alt er godt hjemme hos ham, så foretager de sig ikke mere, men lukker bare sagen. Institutionens personale, hvor Alfred går negligerer Annas henvendelser gang på gang. De fortæller, at Alfred har det godt, og at der intet er at mærke på ham, når han er der. Anna oplever, at det er som at slå i en dyne.
 
Kasper begynder for alvor at få problemer med sin mave, og han bliver henvist til børnelæge, som konstaterer, at han har forstoppelse, og lægen sætter ham i medicinsk behandling, samtidig med at han ved selvsyn ser fars aggressive adfærd, mens Kasper er til stede uden at lave en underretning.
 
Alfred reagerer ved at blive mere og mere omklamrende, og han er konstant opmærksom på, hvor Anna er, og at hun ikke bevæger sig ud af hans synsfelt.
 
Situationen bliver mere og mere kaotisk for Anna, fordi hun gentagne gange oplever, at hun løber panden mod muren. Ingen ønsker at undersøge, hvad der foregår, eller hvordan børnene har det. Flere myndighedspersoner siger, at der er tale om ord mod ord.
 

“Da jeg fandt Bettina, var jeg desperat”

“I august 2020 mødte jeg Bettina. Hun anbefalede mig straks, at jeg fik en ny advokat, der forstår, hvilken person jeg er oppe imod. Jeg får ny advokat, og han hjælper mig en del i forhold til bodeling, men også i forhold til børnene og bopælssagen. Han tager med mig til et vigtigt møde hos sagsbehandleren.
 
Men problemet er, at kommunens ansatte ikke vil undersøge børnenes trivsel nærmere. De læner sig tilbage og afventer familierettens afgørelse, før de vil hjælpe. De første børnesamtaler var ikke så konkrete, og børnene havde aldrig talt med nogen om, hvordan de havde det. De var også i en loyalitetskonflikt over for mig og min ekspartner. Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle gøre.”
 

Hvis du bliver udsat for psykisk vold eller lignende og har brug for hjælp, kan du skrive til mig på bettina@skilsmissekonsulenten eller ringe til mig på +45 30 20 90 25.

 

Børnene fik et sted at tale om tingene – og de blev bekræftet i, at det, de blev udsat for, hverken er normalt eller i orden

I januar 2021 kontakter Anna mig igen, fordi hun oplever, at børnene har brug for en at tale med om alt det, der er sket. Jeg starter med at have samtaler med Anna og børnene sammen. Herefter har jeg samtaler med de største børn skiftevis. Børnene begynder langsomt at lukke op for nogle af deres oplevelser og frustrationer. Jeg møder dem med anerkendelse og respekt. Den hårde opdragelsesstil taler vi om og noget af det, de fortæller, tager jeg naturligvis kraftig afstand til. Børnene føler, at de bliver lyttet til. I samtalerne øver vi, at de kan tale om, hvordan de oplever deres liv, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide. De bliver også præsenteret for den hårde kendsgerning, at de er nødt til at fortælle, hvordan de oplever det, men også hvilken hverdag de gerne vil have. Det bliver de efterhånden rigtig gode til. I dag er det sådan, at de selv siger til, når de har brug for at tale med mig.
 

I det her tilfælde var børnesamtalerne altafgørende – fordi børnene lærte at tale højt om det, der foregik

Hjemme hos Anna hjælper hun dem løbende med at sætte ord på deres følelser og behov i næsten alle sammenhænge. Anna glatter ikke længere ud, men tager afstand fra Jespers hårde opdragelsesstil og anerkender, at det er svært at være dem. Hun bakker dem op i, at det er ok at sige fra. Hun lover, at hun vil hjælpe dem, men at hun ikke kan hjælpe dem alene. De skal alle hjælpe til.
 
Da sagen når Familieretten, er de tidligere børnesamtaler blevet så gamle (1 år), at Annas advokat beder Retten om at lave nye samtaler med børnene. Dette ønske bliver imødekommet. Børnesamtalerne taler nu sit eget sprog. Børnene kan nu beskrive med ord, hvordan de oplever de to hjem og deres eget liv. Hvad de synes om, og hvad de ikke synes om. De er blevet trygge i at samtale, så de nu er til stede, og de tør åbne munden om det, der foregår. De tør nu tale højt om, hvordan de ønsker deres hverdag skal se ud, og hvad de ønsker Rettens hjælp til.
 
Deres børnesamtaler hos mig har gjort en mærkbar forskel, som er udslagsgivende for sagens positive resultat.
 
Du kan læse mere om mine børnesamtaler lige her.
 

Anna finder en styrke frem, som bliver hendes og hendes børns redning

Fra Anna kontakter mig, har vi løbende samtaler, hvor Anna bliver stærkere og stærkere til at stå ved sig selv, hvor hun tør stå frem for børnene. De fleste møder med kommunen deltager jeg i. Min deltagelse styrker Anna, så hun får sagt, det hun mener. Anna får hjælp til at fremstille sin sag skriftligt ud fra børnenes perspektiv. Hun bliver stærkere og stærkere til at fremstille sin sag mundtlig. Jeg får hende til at tro på sig selv. At hun er en fantastisk mor. Alt sammen noget, der styrker hendes sag.
 
Retten lægger i deres begrundelse for deres afgørelse vægt på børnesamtalerne, men også på de mange underretninger, som kommunen har modtaget. Det, de har hørt i retten, men også forældrenes adfærd i retten, har haft betydning. Afgørelsen ender med, at Anna får bopælen, og børnene får en 10/4-ordning.
 

De sagsbehandlere, lærere og pædagoger, der skulle hjælpe Anna og hendes børn, havde ikke kompetencerne til det

Anna oplever, at personalet, der er omkring børnene, er inkompetente, for at sige det ligeud. Anna har svært ved at se deres faglighed. De har ingen viden om voldsramte børn. De er meget konfliktsky. Det er Anna, der skal kontakte dem for at sige, at børnene ikke trives.
 
Anna oplevede, at kommunen bare tog imod informationer. De gjorde ingenting. De sagde ovenikøbet, at de ikke kunne hjælpe, før sagen var afgjort i Familieretten.
 
Anna oplevede gang på gang, at hun skulle forsvare sig, hvor Jesper bare kunne nøjes med at sige, at alt var godt. Det er Anna, der skal argumentere for, at det ikke er korrekt.
 
Anna oplever, at de mistænkeliggjorde hende for, at hun var den, der giver børnene ondt i maven. Det er hos hende, det ikke fungerede, fordi børnene reagerede hos hende.
 
Anna oplevede, at de synes, at hun var den, der konfliktoptrappede. Anna oplevede, at børnene tilpassede sig, men deres kroppe reagerede. Deres søn har været på lægeordineret afføringsmiddel i 2 år.
 
Kommunen har nærmest været med til at forlænge børnenes smerte og vanrøgt. Der har ikke været faglig hjælp at hente. Når Anna har henvendt sig, har hun ikke kunne få hjælp til at håndtere de udfordringer, hun har haft med børnene.
 
En af de første sagsbehandlere sagde, at så længe børnene havde en god forælder, så skulle børnene nok klare det.
 

Hvis du bliver udsat for psykisk vold eller lignende, og ikke bliver hørt at systemet, kan du booke en uforpligtende samtale med mig her. Så skal jeg nok hjælpe dig med at hjælpe dine børn.

 

“Kommunens folk så ikke, hvad der i virkeligheden foregik”

“Det er bare folk, der skal have et job. Jeg har Ingen tillid til dem. De ser ikke det bagvedliggende. De fanger ikke voldens mekanismer – de ser ikke, at barnet forsøger at tilfredsstille alle andre end sig selv. De er ikke nysgerrige på, hvad barnet har oplevet. De har haft mange muligheder for at tale med mine børn. Men aldrig lyttet til dem.
 
Jeg har ingen tillid til kommunen. Det er så useriøst det, de har leveret. Personalet i institutionen fangede ikke det dilemma, mine børn stod i. Vi er en voldsramt familie, men de forholder sig til os, som var vi en almindelig familie.
 
På et tidspunkt var vi til samtaler med en familiebehandler i kommunen. Da vi stadig havde en verserende sag i Familieretshuset, kunne hun ikke hjælpe os. Fordi jeg fortalte, at børnene havde brug for nogen at tale med, talte hun med børnene. Her fortalte Kasper hende, at han stadig er bange for, at hans far vil slå dem ihjel. Han bliver spurgt, hvem der har fortalt ham det. Han svarer “min mor”. Jeg bliver indkaldt til samtale, hvor jeg skal forklare mig. Jeg bliver tvunget til at sige, at det vil far helt sikkert ikke gøre. Faktum er, at mine børn overhørte, at Jesper sagde det til mig kort tid, inden vi kom på krisecenter. På krisecentret fik jeg at vide, at det var vigtigt, at jeg var ærlig over for børnene, så de vidste, hvorfor de også var på krisecenter. Jeg følte, at jeg blev gjort til et monster, der skulle undskylde for Jespers opførsel af kommunens folk. Endnu engang føler jeg, at mine grænser blev overskredet.
 
Institutionerne indkalder til forældremøder, og vi skal tale om forældresamarbejde. Det er latterligt, for de er så berøringsangste, at samtalerne ender i ingenting.”
 

 

Sådan oplever Anna Familieretshuset og Familieretten

Anna oplever, at Familieretshuset og Familieretten med det samme fanger, hvilken type Jesper er. De lytter til hende. Den børnesagkyndige sidder med tårer i øjnene. De har indhentet alle papirerne fra kommunen, lægen og så videre. Anna oplever, at juristen bliver vred på Annas vegne over sagsforløbet.
 
Lovgivningen blev lavet om i 2019. Lovgivningen giver nu myndighederne muligheden for at tale sammen uden forældrenes samtykke. Hvilket i den grad er et skridt i den rigtige retning. Men det er ikke nok.
 

Men taler instanserne egentlig sammen på en måde, der gavner børn og forældre?

Anna oplevede ikke, at systemerne talte sammen. Og hun er langt fra alene med den følelse. Kommunen ligger inde med sagens materiale. Sagsbehandleren burde kontakte personalet ude i institutionen og i skolen og konfrontere dem med familiens situation, og at det er børn, der har overværet vold. Sagsbehandler bør så tvivl om påstanden om, at børnene trives, når faktum er, at børnene har været udsat for vold, og at forældrene ligger i en højkonfliktsag. Enhver burde kunne se, at det påvirker et barn. Sagsbehandleren burde have taget nogle samtaler med børnene. For at komme til bunds i, hvad der virkelig foregik.
 
Børnelægen afventer også, at der kommer en afklaring fra Familieretshuset. Han fortsætter på andet år med at skrive afføringsmiddel ud til et barn, der er under 7 år gammel. Ingen følger op på, hvor længe han skal have det. Lægen laver dog endnu en underretning til kommunen, men kommunen foretager sig stadig intet, fordi faren fortsat siger, at alt er fint. Man undersøger ikke forholdene yderligere.
 
Anna føler i den grad, at hun og børnene er blevet svigtet af det kommunale system.

min-ekspartner-goer-det-umuligt
 

Har der været tidspunkter, hvor du har været ved at give op, Anna?

“Ja, men det kan jeg jo ikke. Det er mine børn, det handler om. Det har været altafgørende for sagens udfald, at jeg kontaktede dig og den nye advokat. Jeg skulle have taget kontakt til dig fra start af, så du kunne tale med børnene. Hvis børnene havde talt noget før, havde vi hurtigt været længere.
 
Hvis andre oplever noget ligesom det, jeg har oplevet, vil jeg derfor til hver en tid anbefale dem at søge hjælp både til sig selv og til børnene.
 
Derudover er mine råd, at de …

  • tager kontakt til Bettina fra Skilsmissekonsulenten
  • kontakter politiet
  • overvejer at tage på krisecenter
  • er åbne om det, der er sket
  • har fokus på børnene og kæmper for dem
  • bliver ved med at henvende sig og ikke giver op, selv når det føles umuligt

 
Jeg har været åben og fortalt alt, men det har ikke ændret noget i kommunen. Der er ingen, der kan sige, at de ikke vidste det. For jeg sagde det til dem. Men jeg kan se mig selv i øjnene og sige, at jeg gjorde, hvad jeg kunne. Og jeg har dokumenteret det.
 
Jeg har kæmpet for mine børn. Mit fokus har været på dem hele vejen igennem. Jeg kan se mig selv i øjnene.
 
Derfor har jeg det også godt nu, men jeg er træt. Det har været en hård kamp. Jeg blev udsat for latent vold, seksuel vold, økonomisk vold, trusler, nedgørende og ydmygende adfærd (både verbalt og fysisk) og social kontrol.
 
Og nu er jeg er ligesom i en boble. Nu skal jeg ikke kæmpe mere. Jeg er bange for at bryde helt sammen. Kampen har været med til at holde mig oppe. Jeg har ikke lyst til at kæmpe mere. Men hvad kommer der nu? Vil han lave underretninger på mig? Vil han fortsætte med at chikanere mig?
 
Der venter et stort arbejde foran mig. Børnene skal samles op. Det er min opgave. For kommunen gør det ikke, og jeg ønsker ikke, at mine børn bliver svigtet endnu engang. Børnene har brug for en afslutning.
 
Den får de ikke i det offentlige system. For man lader forældre og børn svinge mellem de to instanser, og ingen griber dem. Det er frustrerende og meget lidt professionelt. Det er ikke i orden, når sagerne trækker så langt ud. Det er grotesk, at der ikke er et større fokus på denne problematik. Jeg har fået at vide, at exitcirklen også er opmærksomme på daginstitutionernes passive rolle. Mange af de kvinder, der kommer hos dem, oplever det samme, som jeg har gjort.
 
For mit eget vedkommende, så er jeg kommet væk fra volden og har fået det godt. Og jeg har nu rettens ord for, at jeg ser børnenes behov, og at jeg er den, der kan drage omsorg for dem. Det er jeg rigtig glad for.
 
Jeg har været heldig, at jeg har haft familie, der har hjulpet mig økonomisk, så jeg har kunne købe professionel hjælp i det private – for der var ingen hjælp at hente i det offentlige. Det er jeg dybt taknemmelig for, men jeg er også bekymret. Bekymret for de mennesker, der ikke har de samme muligheder, som jeg havde. Derfor synes jeg, det er så vigtigt, at vi får sat fokus på det, så der kan ske en forandring.”
 
Jeg håber, du kunne bruge Annas historie. Og at den forhåbentligt fik dig til at føle, at du ikke er alene, hvis du lige nu gennemgår noget lignende. At du ikke gør noget forkert, hvis det føles som en mur, der møder dig i det offentlige system. Du er ikke forkert. Men det er systemet. Og det vil jeg gerne gøre mit til at ændre på, så færre familier og børn skal gennemgå den her slags.
 
Hvis du ligesom Anna har brug for professionel hjælp, er du velkommen til at booke en uforpligtende samtale med mig her, så vi kan finde ud af, hvordan du bedst kommer igennem det her. Hvis du har brug for akut hjælp, kan du også altid skrive til mig på bettina@skilsmissekonsulenten eller ringe til mig på +45 30 20 90 25.
 
 

Bettina Vestergaard

Bettina Vestergaard – Skilsmissekonsulent og familieterapeut med egen praksis siden 2015 – Læs mere om Bettina her.
0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *