Psykisk vold mod børn: Alle fortjener en tryg barndom

Jeg har igennem det sidste stykke tid fået flere og flere henvendelser både fra forældre og børn, som ønsker hjælp til at bryde ud af en relation med en narcissistisk forælder. Det gør stort indtryk på mig, så når jeg får disse henvendelser, kaster jeg alt, hvad jeg har i hænderne for at kunne lytte og støtte barnet i den situation, som han eller hun står i. Det har disse børn i den grad brug for.

Det er børn, som af en eller anden årsag har fået nok af den krænkende adfærd, de har været udsat for af den ene forælder – og i mange situationer også af krænkerens familie og bekendtskabskreds.

Når jeg sammen med barnet får gravet i overfladen og i deres opvækstbetingelser, kommer der nogle horrible historier frem. Det er ikke historier for historiens skyld. For disse børn har det været deres livsvilkår alt for længe. Det er historier, der fortæller om en barndom og en opvækst, der er præget af omsorgssvigt og psykisk vold begået af en forælder. Den person, som barnet burde kunne stole allermest på, aldrig ville gøre ham eller hende ondt.

Det er disse børn, dette blogindlæg skal handle om

Og så skal det handle om deres kamp ud af den narcissistiske forælders klør. En forælder, der udsætter dem for psykisk vold. Det beskriver den måde, som systemet ”hjælper” de unge på, og hvilke omkostninger det har for et barn senere i livet at være blevet brugt som en brik af en narcissistisk forælder i spillet om barnet i en skilsmisse.

Et barn har krav på en tryg base, hvad enten de vokser op i et eller to hjem

De fleste børn i DK oplever deres hjem som en tryg base, men der er nogle – faktisk ca. 5 % – der på årsbasis oplever, at en af deres forældre udsætter dem for psykisk vold. Psykisk vold skaber utryghed og mistrivsel for barnet. Og “hjem” føles pludselig som et forfærdeligt fængsel, barnet ikke kan undslippe.

Den psykiske vold, der bliver begået mod børn, er som udgangspunkt den samme, som voksne kan blive udsat for. Dynamikkerne og metoderne er de samme. Når den psykiske vold begås mod et barn og i særdeleshed mod ens eget barn, er der tale om skærpende omstændigheder. Barnet har en naturlig tillid til, at forælderen vil barnet det godt, og at det, forælderen siger, er sandt, og at det, de gør, er det rigtige. Barnet har en naturlig naiv tilgang til livet, og det er denne tillid, der misbruges af den voksne.

Psykisk vold sætter dybere spor end fysisk vold

Derfor er det også helt vildt at tænke på, at psykisk vold først blev gjort strafbart i 2019.
For når børn bliver udsat for psykisk vold, kan det få store konsekvenser for deres udvikling og senere tilværelse. Psykisk vold ødelægger nemlig barnets selvværd. Og i nogle tilfælde kan barnet udvikle selvmordstanker, PTSD, depression eller spiseforstyrrelser. Barnet kan også få mareridt, udvise adfærdsproblemer, føle sig ulykkelig og derfor isolere sig fra sine omgivelser.

Når en forælder udøver psykisk vold over for sit barn, sker der noget med magtbalancen. Forælderen har al magten i relationen, og barnet er dermed fanget i en relation, hvor han eller hun føler sig uelsket – men som barnet ikke kan undslippe. Det er nok til at knække et lille menneske – før de overhovedet får taget rigtig fat på livet. Og det sætter så dybe spor, at barnets selvbillede for altid vil være forandret. Derfor skal der gøres noget. Hellere før end siden.

Det kan have store konsekvenser for barnet at sige fra over for den forælder, der udøver den psykiske vold. Derfor er det også afgørende, at der er nogen til at gribe barnet – og tage hånd om situationen. En professionel voksen, der kan tage over.

Problemet er bare, at de regionale børnehuse ikke er forberedte på dette, samtidig med at de mangler den rette uddannelse til at kunne rådgive kommunerne i sager om psykisk vold begået mod børn. Det samme gælder for Familieretshuset.

Den helt store problematik i skilsmissesager, hvor der også bliver begået psykisk vold mod børn, er, at barnet bliver forvirret over, hvem af dets forældre det skal tro på. Det er særligt problematisk, at Familieretshuset lukker øjnene for, at der kan være tale om psykisk vold. I stedet bliver udgangspunktet, at der blot er tale om samarbejdsvanskeligheder mellem forældrene, selvom der er noget helt andet på spil.

Fagpersonerne kan ikke gennemskue kompleksiteten i sagerne og lægger det hele ind under, at forældrene skal kunne samarbejde. Der er nødt til at ske en ændring, så psykisk vold bliver anerkendt som det overgreb, det er. Derfor skal vi have sat mere fokus på problemet, sådan at børnene kan få den hjælp, som de så desperat behøver.

Når børn bliver slået med ord, efterlader det ingen blå mærker

Men det gør ikke smerten mindre. Tværtimod. For uden de blå mærker kan det også i nogle situationer være svært for børnene at bevise, hvad de er blevet udsat for. Og det kan gøre lige så ondt, som den psykiske vold, når voksne, man betror sig til, ikke tror på en.

Derfor skal vi tage børnene alvorligt og anerkende deres følelser, når de kommer til os. For i alt for mange tilfælde er der alvorlige problemer – nogle gange gemt væk under en poleret facade, der viser en lykkelig kernefamilie. Det kan for eksempel ske, hvis personen udviser narcissistiske træk. Sådanne mennesker er exceptionelt dygtige til at fordreje og manipulere sandheden, så barnet igen bliver gjort til syndebukken for alt.

Vores opvækst danner vores forståelse af, hvordan vores relationer til andre mennesker er skruet sammen

Det betyder, at uanset hvor giftig atmosfæren i en familie er – ja, så er det jo alt, barnet kender til. Det bliver barnets normal. Og det kan være farligt, fordi den opfattelse af normal bliver den, som barnet navigerer ud fra, når han eller hun indgår i øvrige relationer.

Barnets redning kan være venner i skolen eller fra fritidslivet. Når barnet kommer i kammeraternes hjem, får han eller hun en ny indsigt i, hvordan et familieliv også kan være. Det at opleve andre familier, stemninger og dynamikker voksne og børn imellem, kan få barnets øjne op for, at der er noget galt i deres familierelation. At det ikke er meningen, at ens mor eller far skal behandle en så dårligt.

Det kan være en udfordring for barnet at gøre oprør mod forælderen. Børn er typisk meget loyale, og der er naturligt en ulige magtbalance mellem barnet og dets forældre. Når børnene siger fra, er de typisk i teenagealderen eller ældre. Hvis man ikke har erkendt, at man har været udsat for psykisk vold, vil man tage det med ind i sit eget voksenliv som en normalitet. Man vil enten finde en partner, som har den samme grænseløse adfærd over for en, eller man vil selv blive den, der krænker. Derfor er det så vigtigt, at vi handler i tide – og får hjulpet de børn og voksne, der bliver udsat for psykisk vold.

Netop fordi den psykiske vold ikke giver blå mærker, kan det være en længerevarende proces at erkende, at man har været eller bliver udsat for psykisk vold. En ting er sikker: Børn, der har været udsat for psykisk vold i barndommen, har brug for massiv hjælp.

Jeg oplever desværre alt for ofte, at hjælpen stopper, når barnet er kommet ud af kløerne på den narcissistiske forælder. Som forælder og myndighed skal man huske på, at barnet har været udsat for psykisk vold i en periode i deres liv, hvor deres grundfundament har været under opbygning. Barnet er derfor særligt udsat for at få varige skader på deres personlighed.

Derfor mener jeg, at psykisk vold skal på skoleskemaet, så børnene bliver undervist i, hvad der er rigtigt og forkert. Og så de tør sige fra så snart, der er nogle, som overskrider deres personlige grænser.

Det er langt fra altid nemt for børnene at sige fra

Det er sjældent, at barnet selv søger hjælp hos en lærer eller sundhedsplejerske, når de bliver udsat for psykisk vold. Det er der flere grunde til:

• For dem er den psykiske vold normalen, og de ved derfor ikke, at det er forkert.
• Det er et alvorligt emne, som ikke lige kan klares i et frikvarter. Måske kan barnet ikke overskue samtalen og dens omfang.
• De kan have svært ved at overskue konsekvenserne.
• De kan være bange for konsekvenserne.
• De kan være truet til tavshed.
• De mangler tiltro til, at de kan få hjælp, hvis de beder om den. Og de er bange for, at der ikke er nogle, som tror på dem, hvis de fortæller, hvad de bliver udsat for.
• De føler sig forvirrede – fulde af skam og skyld.

Der er meget få tegn og reaktioner, som er specifikke for psykisk vold. Børn kan sagtens være udsat for psykisk vold, uden at de har nogle reaktioner på det. Reaktionerne kan komme flere år efter, at den psykiske vold har fundet sted. Psykisk vold er svært at se, fordi den ikke efterlader synlige mærker. Men følgende tegn og reaktioner kan være udtryk for, at et barn bliver udsat for psykisk vold:

Tegn og reaktioner hos spædbørn

Spædbørn, der bliver udsat for psykisk vold, kan have vanskeligheder ved spisning, virke apatiske, have et dårligt søvnmønster, græde meget og generelt udvise mistrivsel.

Tegn og reaktioner hos småbørn og børnehavebørn

Småbørn og børnehavebørn, der bliver udsat for psykisk vold, kan for eksempel rent fysisk banke med hovedet og rokke frem og tilbage. De kan have dårligt humør, være udadreagerende eller klæbende, svinge fra at være overaktive til apatiske og fra at være støjende til stille. De kan også have forsinket sprogudvikling samt langsommere udvikling af deres sociale færdigheder.

Tegn og reaktioner hos skolebørn

Skolebørn, der bliver udsat for psykisk vold, kan have forskellige udfordringer – måske er de ikke renlige endnu. De kan have svært ved at danne sociale relationer. De kan have svært ved at følge med i undervisningen. Adfærdsmæssigt kan de enten fylde rigtig meget i timerne og have en antisocial adfærd eller de kan gå langs panelerne og være ekstremt selvudslettende. De føler sig værdiløse, utilstrækkelige, uelskede, bange og isolerede.

Tegn og reaktioner hos unge

Unge, der bliver eller er blevet udsat for psykisk vold, kan udvikle depression, selvskadende adfærd, stofmisbrug, spiseforstyrrelse, dårligt selvværd, aggressiv eller kriminel adfærd. Særligt de unges symptomer skal man være opmærksom på, da de ofte bliver forvekslet med teenageproblemer.

Børn har brug for hjælp fra en empatisk voksen, der giver sig tid til at lytte på dem

En voksen, som viser, at det var rigtigt at fortælle om den psykiske vold. En voksen, som fortæller, at det aldrig er barnets skyld. En voksen, som er villig til at stille sig til rådighed; også når bølgerne går højt. En voksen, som vil vise barnet vejen gennem det træge system, så de bliver hørt. En voksen, som ikke har berøringsangst. En voksen, som tør spørge ind til det, der er svært. En voksen, som tør sige fra over for den behandling, som barnet har været udsat for. En voksen, som tror på barnet. En voksen, som får barnet til at reflektere over det, de er blevet udsat for af forælderen. En voksen, som vil støtte den unge i at sige fra over for den grænseoverskridende adfærd.

Men hvorfor er det så så svært for børnene at få den hjælp, de så desperat har behov for? Nogle af årsagerne kan være …

• At det er et tabuiseret emne, som indebærer meget berøringsangst.
• At man ikke ved, hvad man skal gøre.
• At de tilknyttede fagpersoner mangler viden om psykisk vold, konsekvenserne og risikofaktorerne.

Dette kommer jeg mere ind på senere i blogindlægget.

Børn er afhængige af deres forældre. Og det er dét, nogle forældre udnytter, når børn bliver udsat for psykisk vold

Barnet er dybt afhængig af forælderen på mange forskellige måder, og forælderen udnytter barnets afhængighed gennem tvang, trusler og bestikkelse. Barnet skal have dækket sine basale behov som for eksempel mad, husly og tryghed. De skal have dækket deres sociale behov, idet de er sociale væsner, der udvikler sig, når de er sammen med andre mennesker. Og de skal have dækket følelsesmæssige behov som kærlighed og anerkendelse, der styrker barnets selvværd, selvtillid og tilknytning til andre mennesker. Alt dette udnytter det menneske, som krænker barnet. Fordi barnet er fanget i situationen på grund af sine helt basale behov.

En anden skærpende omstændighed er, at det er den voksne, der bestemmer over barnet. Barnet kan ikke bare stikke af, som en voksen kan, når han eller hun bliver udsat for psykisk vold. Magtbalancen er skæv både på grund af alder, men også grundet relationens karakter, fordi der er tale om en forælder/barn-relation. Derfor har børnene endnu sværere ved at sige fra og tale højt omkring, hvad de er blevet udsat for.

Hvad er psykisk vold egentlig?

Man bruger først begrebet psykisk vold, når der er tale om, at overgrebene gentager sig over længere tid. Der kan være tale om mønstre af handlinger eller hændelser, som barnet udsættes for. Hændelser, som ikke imødekommer barnets grundlæggende behov for tryghed, socialisering, stimulering og respekt. Eller det kan være hændelser, som fortæller barnet, at det er værdiløst, mislykket, utilstrækkeligt, uelsket eller uønsket. At barnet kun kan bruges til at opfylde andres behov. Barnet bliver udsat for trusler om, at han eller hun kan blive smidt ud hjemmefra, hvis han eller hun ikke kan indordne sig. Barnet har ingen steder at gå hen – og det styrker bare følelsen af en enorm ensomhed og magtesløshed.

Den psykiske vold påvirker barnets muligheder for at danne sunde sociale relationer. Barnet kan have vanskeligt ved at danne relationer til venner og generelt bare være i andre relationer. Barnet kan ligeledes have svært ved at regulere sine følelser.

Psykisk vold kan inddeles i 4 områder

Den psykiske vold, som forælderen praktiserer gennem sine aktive handlinger, kommer ifølge Mai Heide Ottosen, seniorforsker ved VIVE, overvejende til udtryk gennem følgende 4 områder:

1) Fjendtlig afvisning

Fjendtlig afvisning dækker over både verbale og nonverbale handlinger, der nedgør barnet eller personer, der betyder meget for barnet. Det kan for eksempel være den anden forælder eller barnets søskende.

Den fjendtlige afvisning kan også bestå i, at barnet bliver ydmyget, latterliggjort eller udskammet. Barnets udseende eller karaktertræk bliver udstillet. Det kan være gennem kommentarer som: “Du ligner din far – hver gang jeg ser på dig, væmmes jeg.” Måske læser du dette og tænker: Sådan er der da ingen, der taler til deres eget barn. Men det er der. Og selvom det bare er ord, ødelægger de rigtig meget inde i barnet. Forestil dig bare, hvor svært det ville være at bevare et godt selvværd, hvis nogen talte sådan til dig.

Krænkeren kan også latterliggøre barnet, når han eller hun viser normale følelser som for eksempel sorg, vrede, glæde, tristhed og kærlighed. I nogle tilfælde gør forælderen meget tydeligt forskel på søskendepar. Det kommer til udtryk ved, at forælderen elsker det ene barn og forguder det. Det andet barn ænser forælderen ikke. Sådan en opførsel kan splitte familier og søskenderelationer ad og for evigt ødelægge barnets selvværd.

2) Udnyttelse og korrumpering

Udnyttelse og korrumpering er handlinger, der opfordrer barnet til at udvise upassende holdninger og adfærd, som underminerer barnets egen udvikling. Forælderen opmuntrer barnet til at være antisocial og til at være ond mod andre mennesker. Forælderen begrænser barnet i at have kontakt til den anden forælder og dennes familie. Eller ved at forme barnet, så det enten bliver en lille voksen, der bliver brugt som en brik i et spil, der kun vedrører forældrene, eller så barnet bliver fastholdt udviklingsmæssigt og på den måde forbliver lille og derved nemmere at kontrollere.

Det kan også komme til udtryk ved, at forælderen tvinger barnet til at underkaste sig forælderens befalinger. Forælderen er påtrængende og dominerende og lytter ikke til barnets følelser eller ønsker. Barnet bliver manipuleret og styret. Barnet bliver pålagt skyld og skam. Barnet bliver truet med kærlighedstab: “Hvis du ikke gør, som jeg siger, vil jeg aldrig se dig igen” eller “Hvis du siger det her til nogen, så kommer jeg i fængsel.” Begge dele fremkalder angsten for at miste hos barnet. For selvom forælderen krænker barnet, er det stadig barnets mor eller far, som barnet for alt i verden ikke vil miste. På trods af at forælderen gør barnet ondt.

Forælderen kan også bestikke barnet: “Hvis du vælger at bo hos mig, så får du …” Forælderen kommer med modsatrettede budskaber, som skaber tvivl og forvirring hos barnet, og som gør, at barnet er dømt til at mislykkes eller skuffe sine omgivelser. Forælderen kan også bevidst misorientere barnet ved at sige, noget er sandt, når det utvivlsomt er forkert eller lige omvendt. Alt sammen for at påvirke barnets egen dømmekraft negativt. Og hvis der ikke bliver reageret i tide, kan det på et tidspunkt være svært at få denne dømmekraft tilbage igen.

3) Terrorisering

Terrorisering er, når barnet bliver udsat for trusler, bliver skræmt eller skadet fysisk. Når forælderen udsætter barnet for skræmmende eller kaotiske forhold. Sætter barnet i farlige situationer. Truer barnet med at blive forladt. Når forælderen stiller urealistiske krav til barnet og truer barnet med følgerne, hvis kravene ikke bliver indfriet. Barnet kan også selv blive truet med vold eller med, at mennesker, der betyder meget for barnet, bliver udsat for vold. Barnet kan også blive sat i en loyalitetskonflikt, hvor han eller hun skal vælge side mellem forældrene. Forælderen kan straffe barnet eller komme med trusler om, at barnet bliver smidt ud hjemmefra, hvis ikke … Alt det her er terrorisering. Og det er, som du nok kan fornemme, et ødelæggende miljø for et barn at vokse op i.

4) Isolation

Barnet vil konstant og urimeligt blive frataget muligheden for at få opfyldt sine sociale behov med jævnaldrende eller andre voksne. Forælderen lægger begrænsninger på, hvor meget samvær barnet må have med den anden forælder og dennes familie.

Psykisk vold kan forekomme alene, men ledsages ofte også af andre former for vold. Barnet kan for eksempel blive slået, samtidig med at det bliver udskammet. Den psykiske vold kan udøves forskelligt alt efter barnets alder og udviklingstrin. Et lille barn kan blive ramt på sine basale behov. Forælderen bliver uforudsigelig og reagerer ikke på for eksempel barnets gråd. Forælderen kan udsætte barnet for isolation ved at efterlade barnet i en barnestol uden opsyn i længere tid. En teenager kan blive udsat for urimelig straf eller trusler om at blive smidt ud af hjemmet.

Sådan håndteres en sag om psykisk vold

Som professionel fagperson har jeg en skærpet underretningspligt overfor kommunen, hvis jeg bliver bekendt med eller har mistanke om, at et barn udsættes for vold eller mistrivsel. Og jeg bruger den. Jeg er nemlig altid på børnenes side. Og når det handler om psykisk vold mod børn, skal der reageres hurtigt.

På myndighedssiden er der nogle formelle krav, der skal overholdes i håndteringen af en overgrebssag, hvoraf de væsentligste er:

• Der skal afholdes en børnesamtale umiddelbart efter modtagelsen af underretningen om overgreb (hvis forældrene er de mistænkte, afholdes samtalen uden deres tilstedeværelse eller samtykke).
• Alle indkomne underretninger vurderes i forhold til, om barnet er i fare, og om der er behov for akutte foranstaltninger. Dette sker senest 24 timer efter modtagelsen.
• Der iværksættes en genvurdering af barnets sag i de tilfælde, hvor der indgives en ny underretning på den eksisterende sag.
• Alle kommuner skal benytte et børnehus i sager om overgreb mod børn og unge, hvor det er relevant for kommunen at inddrage sygehusvæsenet eller politiet.

Formålet med børnesamtalen er at spørge ind til og lytte til barnets oplevelser og dets situation, herunder at belyse de tegn og reaktioner, der fremkommer af underretningen.
Det er kommunen, der vurderer, om mistanken skal anmeldelse til politiet, og om der skal iværksættes en §50-undersøgelse, og om børnehuset skal inddrages. Uanset om sagen anmeldes, har kommunen det sociale ansvar for barnet.

Sagsbehandleren i den pågældende kommune vil som oftest have en dialog med politiet, før der sendes en anmeldelse. Politiet vil have fokus på, om der vil kunne rejses sigtelse. Bliver en sag politianmeldt, er der lovkrav om, at børnehuset skal inddrages som led i den børnefaglige undersøgelse.

Børnehusene bruges til både videoafhøring, udredende samtaler og afsluttende notat, hvor der samles op på den tværfaglige vurdering af barnets behov Det er børnehusenes opgave at udrede barnets behov for støtte som følge af overgrebene.

Psykisk vold blev gjort strafbart i april 2019

Straffelovens §243 gælder både for voksne og børn: ”Den, som tilhører eller er nært tilknyttet til en andens husstand eller har haft en sådan tilknytning til husstanden, og som gentagnende gange over en periode udsætter den anden for groft nedværdigende, forulempende eller krænkerende adfærd, der er egnet til utilbørligt at styre den anden, straffes for psykisk vold med bøde eller fængsel indtil 3 år.”

Bestemmelserne virker imidlertid ikke med tilbagevirkende kraft. Det betyder, at man ikke kan retsforfølge adfærd, der ligger før 1. april. 2019.

Af rapporten ”Analyse af kommunernes praksis på overgrebsområdet” fra 2019 publiceret af Socialstyrelsen fremgår det tydeligt, at hverken myndighederne eller de fagpersoner, der omgås børnene, har nok viden om psykisk vold begået mod børn. De kender ikke til, hvordan de spotter et barn, der er udsat for psykisk vold, eller hvilke skadevirkninger psykisk vold påfører barnet. De er ganske enkelt ikke klædt godt nok på.

I 1 ud af 20 kommuners kommunale beredskab optræder psykisk vold. Psykisk vold bruges ikke som begreb. I stedet bruges mistrivsel. Ligesom de ikke betragter en sag med psykisk vold som en overgrebssag. Der, hvor de indimellem bruger begrebet psykisk vold, er i skilsmissesager, hvor den ene forælder udsættes for det. Det er altså stadig ikke en selvfølge for myndighederne og fagpersonalet blandt børn, at børn, lige så vel som voksne, kan blive udsat for psykisk vold. I rapporten erkender de interviewede medarbejdere, at de ikke har nok viden, men at de har haft sager, der passer på Socialstyrelsen og VIVE’s definitioner af psykisk vold. Det værste ved denne undersøgelse er, at kommunerne ikke har tænkt sig at ændre praksis, da det vil vanskeliggøre forældresamarbejdet at bruge begrebet psykisk vold. Dette er stærkt kritisabelt, når man tænker på de skader, psykisk vold påfører barnet. Ofte resten af barnets liv.

Der er tale om pionerarbejde. Psykisk vold begået mod børn skal på dagsordenen. Myndigheds- og fagpersoner, der har deres færden blandt børn og unge, skal uddannes, så de kan støtte børnene i at sige fra over for overgrebene, men også så de kan gribe dem, når deres hverdag ramler, og barnet har brug for en voksen at støtte sig til.

At bevise psykisk vold er svært – og endnu sværere, hvis du er et barn

Nogle af de børn og unge, som har turdet at åbne sig overfor mig, har i flere år været udsat for systematisk og vedvarende psykisk vold. Nogle af dem har også oplevet fysisk vold. Fælles for dem er, at de, mens det har stået på, har oplevet det som værende normal adfærd.

Jeg har haft børn i min praksis, som ikke kan huske nogen anden adfærd end den, hvor de blev nedgjort, ydmyget og slået med ord af den ene forælder. Men også fortællinger om, hvordan de har fået fortalt historier om den anden forælder, som de har troet på. De er blevet henholdsvis bestukket og truet til at tage afstand fra den anden forælder.

Mens det stod på, mente de, at de gjorde det rigtige. Nu plages de af skyldfølelse over for den forælder, som de har taget afstand fra, mens forældrefremmedgørelsen har stået på. De føler stor skyld over alt det, de selv har gjort og sagt. Selvom den ”sunde” forælder betrygger dem i, at de ikke bebrejder dem noget, og at de ved, at de er blevet brugt, så er det ikke nok til at tage skylden af deres skuldre.

Jeg talte engang med et barn på 11 år, som simpelthen ikke længere kunne klare presset, når hun hver anden uge var udsat for psykisk vold. Hun frygtede for sin mors liv, fordi hendes far var så rasende. Hun havde flere gange oplevet, at faren havde smadret en dør, fordi hun kom til at tale om sin mor. Hun havde også oplevet, hvordan der blev talt negativt om hendes mor. Hun beskrev i detaljer, hvordan hun forsøgte at planlægge sig ud af farens vrede. Mange nætter før hun igen skulle hjem til sin far, lå hun vågen for at udtænke nye planer.

Skolen er en vigtig brik i at give børnene modet til at tage bladet fra munden

Der var engang en dreng, som fortalte mig om, hvordan han blev opmærksom på sin egen situation under en emneuge i skolen, som handlede om vold i nære relationer. Mens han modtog undervisningen, kunne han se sit eget familieliv foran sig. Det, de blev undervist i, var hans liv. En meget mærkelig oplevelse, som fik sat gang i hans tanker. Han fandt ud af, at hans familieliv ikke var normal adfærd. Faktisk kunne man tage skade af at vokse op under sådanne forhold. I skolen havde de set nogle filmklip af andre unge, som fortalte om deres situation, og om hvordan de havde fået hjælp til at fortælle andre om, hvad der foregik derhjemme.

Nogle gange får børnene ganske enkelt nok

En pige fortalte mig engang, at hun ikke længere kunne holde ud at høre på sin mors negativitet. Der blev dagligt kommenteret på datterens udseende, opførsel og venner. Der var intet, hun kunne gøre rigtigt. Og en dag fik hun bare nok. Jeg mødte også engang en dreng, der fortalte mig, hvordan han konstant blev sammenlignet med sin far og hans dårlige egenskaber – og hvordan moderen konstant talte dårligt om hans far. Til sidst blev det for meget for ham at lytte på hver eneste dag.

Kendetegnende for disse unge er, at de er nået til et sted i deres udvikling, hvor de begynder at reflektere

De begynder at reflektere over deres liv og det, de får fortalt. De har nået en alder, hvor de også begynder at tage afstand. De kan bedre forholde sig til, hvad der er rigtigt og forkert. De reagerer voldsomt på at blive afskåret fra social kontakt med deres venner. De orker ikke at blive behandlet dårligt længere.

Mange af disse unge har valgt helt at bryde kontakten med den forælder, som har udsat dem for psykisk vold. Forklaringen på, at de har brudt kontakten, er, at de ikke føler sig set, hørt og forstået. Forælderen angrer ikke sine handlinger. Faktisk forsøger de fortsat at manipulere den unge, så de kommer til at tvivle på sig selv.

Mange af de unge søger svar på, hvorfor deres forældre har behandlet dem, som de har. De spørger, om det er, fordi de er syge, eller om det er, fordi de er onde mennesker. De er også meget bekymrede for, om de selv bliver som den krænkende forælder. Det kræver en masse gode snakke, for at børnene kan slippe den slags bekymringer. Det kan blandt andet foregå til børnesamtaler eller gennem Exitcirklen.