Sådan bevarer du det fælles forældreansvar

Efterår er tid til KIFF kursus

Efteråret er over os, regnen og blæsten rusker udenfor. Efteråret bliver af mange brugt til fordybelse og kursusaktivitet. Det er der som sådan intet nyt i. Nyheden er, at Skilsmissekonsulenten nu arrangerer og afholder KIFF kursus for skilte forældre. KIFF kursus står for Kursus i Fælles Forældreansvar.

Umiddelbart er du måske ikke vild med at skulle på kursus med ex’en og kan måske heller ikke se formålet med det. Der var jo ligesom en grund til, at I gik fra hinanden! Men jeg vil her give dig flere gode grunde til, at du tager med på dette kursus i fælles forældreansvar.

Derfor skal du på kursus i fælles forældreansvar

Når du bliver skilt, er du stadig forælder og har ansvar for dit barn. Det gælder også din ex. I har altså et fælles forældreansvar! På dette 12 timers KIFF kursus bliver du undervist i fælles forældreansvar. Der er altså fokus på forældresamarbejdet.

Jeres måde at samarbejde omkring børnene på har indflydelse på jeres børns trivsel. Så hvis jeres samarbejde er konfliktfyldt, ja, så påvirker det dit barns trivsel og udvikling. Derfor er det vigtigt at få etableret et godt samarbejde.Du tror måske ikke, at det er muligt, men på KIFF kurset vil du få ny og relevant viden.

Dét får du på KIFF kursus

På KIFF kursus i fælles forældreansvar fårdu ny og relevant viden om voksne og børns brudprocesser. Dermed får du en større forståelse for din ex og dit barn i den situation, som I står i nu. Da det er et pædagogisk kursus, vil du også få nye redskaber, så du og exen kan ændre jeres eventuelle negative adfærd.

En anden vigtig grund til, at du skal med på dette kursus i fælles forældreansvar, er dit barn. Du vil få uvurderlig viden om dit barn, hvordan dit barn oplever skilsmissen, hvorfor dit barn har ændret adfærd, og så får du nyttige tips til, hvordan du bedst hjælper dit barn.

Det er min erfaring, at mange skilte forældre er i tvivl om, hvordan de deler samværet med barnet imellem sig. Det er et følelsesladet emne, som kan være svært at tale om. Når du forlader dette KIFF kursus, vil du have et langt bedre grundlag for at tage den vigtige beslutning om, hvordan I deler samværet. Et grundlag, som tager mest muligt hensyn til dit barn.

Det siger andre om KIFF kursus for skilte forældre

”Det med undervisning i kommunikation betød allermest, og så det med at lære at forstå børns behov – hvor vigtigt dét egentlig er, i stedet for hvor vigtige de voksnes behov er. For vi er der jo for at passe på dem og være der for dem.” (far til to børn, sagt på et kursus i fælles forældreansvar)

”Jeg har lyst til at sige, at dette KIFF kursus skal man have, før man tager i Statsforvaltningen” (mor til tre børn, sagt på et KIFF kursus)

I undersøgelsen af KIFF kursus for skilte forældre bliver deltagerne spurgt om deres tilfredshed med kurset. 80 % af deltagerne er meget tilfredse, og 20 % er tilfredse. Vil du se flere udtalelser, kan du finde dem i KIFF kursus rapporten: ”Forældres udbytte af undervisning i Fælles Forældreansvar”, Center for familieudvikling, november 2011.

Skal der mere til for at overbevise dig om, at du som ansvarlig forælder skal med på KIFF kursus så …

Ring til mig 30209025

Det praktiske
Rent praktisk henvender KIFF kurset sig til skilte forældre med ansvar for børn i alderen 0 – 18 år. Kurset afholdes i Hillerød, og det første starter 3. november. Du skal kun afsætte 3 aftner á 4 timer fordelt på 3 uger. Der er tale om undervisning, hvor der er indlagt nogle små øvelser, som I som forældre laver sammen. Der er ikke tale om terapi.

Har du allerede besluttet, at du skal med på KIFF kursus, så kontakt mig her:https://www.skilsmissekonsulenten.dk/kontakt/

Hvis du gerne vil vide mere om KIFF kursus, så kan du læse mere her:https://www.skilsmissekonsulenten.dk/kursus/ hvor du også kan downloade folderen.

Jeg glæder mig til at se dig!

Efterårshilsner  Bettina