eferaarsferie skilsmisse

 
Nu er det snart tid til efterårsferie. Jeg har derfor samlet en række gode tips og idéer til dig, så du kan få en god efterårsferie med eller uden dit barn. Fælles for dem alle er, at de har til formål at sætte ambitionsniveauet ned og fokusere på, at I bare skal være sammen på en rar måde og nyde, at I har tid til det.
 
I behøver ikke se 5 forskellige familiemedlemmer i løbet af efterårsferien – og aktiviteterne behøver ikke vare flere dage og koste rigtig mange penge. Det allervigtigste for dit barn er at være sammen med dig. Sådan har du det sikkert også.
 

Send iPad’en på ferie, og brug naturen i stedet

Udnyt, at du har mere tid til at være sammen med dit barn i ferien. Vejret er stadig godt nok til en masse udendørs aktiviteter, som oven i købet er gratis. Naturen byder på uanede muligheder af aktiviteter for børn og voksne i alle aldre. I kan for eksempel gå en tur i skoven og samle flotte efterårsblade, som I kan tørre og sætte i fine rammer, tage på naturlegeplads, tage til stranden og samle sten og muslinger eller gå på kastanjejagt i en park og efterfølgende lave flotte kastanje-fantasidyr sammen derhjemme. Tag eventuelt en kop kakao eller madpakker med. Og husk det varme tøj. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
 
Hvis vejret er mindre godt, er der heldigvis stadig masser af muligheder. I kan for eksempel gå på biblioteket (tjek på dit biblioteks hjemmeside, hvilke aktiviteter de har i efterårsferien). I kan også låne en god bog med hjem og læse den i løbet af ugen. Mange museer har desuden særlige ferieaktiviteter for børn. Mange byer holder også kulturnat i eller omkring efterårsferien. På www.kulturnatten.dk kan du se, hvilke aktiviteter der er i København på årets kulturnat. Efterårsferien byder ofte også på nye børnefilm i biograferne, men husk at det kan være lige så hyggeligt at hygge hjemme i sofaen med dyner og popcorn.
 

Sæt ambitionsniveauet ned, og prioritér at være sammen som familie

Husk, at det vigtigste er, at du og dit barn får slappet af. Det er okay at bruge en feriedag på at sidde derhjemme i nattøj og se film og spille spil eller bare gå en tur i skoven. Hvis du pakker programmet for tæt, vil det med stor sandsynlighed ende med, at I ikke får slappet af.
 
Der er masser af aktiviteter, I kan lave derhjemme. I kan for eksempel spille brætspil, skære græskar til halloween, lave kastanjedyr, bage kage eller lave mad sammen. I kan lave en scrapbog, lave perleplader, give hinanden fodmassage … Hvad end I nu har lyst til.
 
Tænk tilbage på dengang, du selv var barn, og lad dig inspirere. Mange børn synes, det er spændende at lave det, deres forældre lavede, da de var børn. Efterårsferien er også oplagt til at besøge bedsteforældre eller anden familie, man ikke får set så meget i hverdagen. Men prioritér det, der vil betyde noget for dit barn. Og husk også at putte pauser ind mellem jeres små aktiviteter og familiebesøg. I behøver ikke lave noget hele tiden, og det er helt okay at sove længe eller bare putte og hygge på sofaen om eftermiddagen.
 

Hvis I ikke skal være sammen i efterårsferien, så sørg for at sende dit barn godt afsted

Hvis dit barn skal holde efterårsferie hos sin anden forælder, er det rigtigt vigtigt, at du får du sendt dit barn godt afsted. Det betyder nemlig alverden for dit barn, at han eller hun ikke skal tænke på, hvordan du har det – eller om han eller hun kan risikere at gøre dig ked af det ved at hygge sig med sin anden forælder.
 
Du kan læse 6 gode tips til, hvordan du gør, i dette blogindlæg: “Skal dit barn på vinterferie? Få mine 6 tips her”. De 6 tips gælder uanset om, dit barn skal på sommerferie, vinterferie eller efterårsferie. Og faktisk også generelt, når dit barn skal på samvær ved sin anden forælder.
 
Til sidst vil jeg bare ønske jer en rigtig dejlig efterårsferie – jeg håber, I får nogle hyggelige dage.
 

Bettina Vestergaard

Bettina Vestergaard – Skilsmissekonsulent og familieterapeut med egen praksis siden 2015 – Læs mere om Bettina her.