Sådan forbereder du dig på den første jul efter skilsmissen

Den første jul efter skilsmissen er svær for de fleste
Måske er det dig, der skal have børnene i julen, måske skal du først se dem igen den 26. december eller senere. Uanset om du skal have børnene eller ej, vil det blive en anderledes jul end dem, I tidligere har holdt.

Forbered dig på og acceptér, at du ind imellem vil blive ramt følelsesmæssigt. Den første jul kan være svær at komme igennem – men du skal også nok klare det.

Julen er en tid, som for de fleste er forbundet med familiehygge, traditioner, kærlighed og samvær, men sådan er det ikke altid for skilsmisseforældre eller deres børn.

Du skal håndtere, at julemiddagen og ris a la manden spises hver for sig, at ikke alle danser rundt om det samme juletræ samtidig, og at julegaverne fordeles og åbnes, uden alle er til stede.

Dit barn skal acceptere, at der ikke længere kun er én juleaften, men at den kan gentage sig alt efter, hvor mange der vil holde jul med barnet.

Du kan dog skåne dit barn for flere juleaftner om året ved at være lidt kreativ, læs om det herhttps://www.skilsmissekonsulenten.dk/boern-skal-ogsaa-have-ro-i-julen/

Den første jul som splittet familie er svær
Du har formentlig allerede oplevet, hvor svært det var bare at aftale, hvem af jer der skal have børnene i julen i år. Nu skal du så snart opleve det i praksis.
De tanker, du gør dig nu, skubber du formentlig til side, fordi de gør dig ked af det.

Mit råd til dig er, at du accepterer, at det faktisk ikke er så nemt. Det er ikke nemt at dele julehyggen med børnene med din ekspartner. Acceptér, at dine håb og dine drømme om jeres jul må justeres efter at I nu bo hver for sig.

At du ikke kan være sammen med dine børn hele julen og hver juleaften fremover er en smertelig konsekvens af skilsmissen.

Smerten ved den splittede jul bliver nemmere for dig at bære, hvis du omfavner, accepterer, tager imod smerten som noget forbigående og flytter dit fokus hen på, hvad du selv kan gøre, for at julen skal blive mindre svær for dig og dine børn.

Juleaften sammen med dit barn
Skal du have børnene juleaften, skal du til at planlægge den.

Du har nu en enestående chance for at give dine børn en jul med de traditioner, som du ønsker, julen skal indeholde. Undgå dog at lægge traditionerne ind på faste dage. For de år, hvor din ekspartner har børnene, kan du jo ikke disponere over.

Vær opmærksom på dit barns savn af sin anden forældre, og tag det ikke ilde op, at dit barn giver udtryk for, at det savner sin anden forælder i julen. Det har intet med dig at gøre eller med den juleaften, du har holdt.

Tal med dit barn om savnet og måske også, at du synes, at jeres jul er anderledes, og at du også savner. Det vigtigste er, at dit barn ikke får dårlig samvittighed eller oplever, at det ikke må tale om den anden forælder. Omvendt skal savnet ikke fylde så meget hos barnet, så juleaften bliver ødelagt. Så det er lidt af en balancegang.

Selvom det kan være svært efter et nyligt brud, så vis omsorg over for din ekspartner, som ikke skal være sammen med sine børn. Din ekspartner elsker sine børn lige så højt, som du selv gør, og oplever formentlig savnet af børnene på samme måde som dig selv.

Juleaften uden dit barn
Skal du holde jul alene, føler du dig måske ekstra sårbar.
Tankerne kredser om, hvordan du kan sende dit barn afsted juleaftens morgen uden at blive ked af det. Du må gerne blive ked af det, men lad det først komme til udtryk, når dit barn er ude af døren. Ellers vil dit barn gå og være bekymret for dig og kan ikke selv nyde julen og dens glæder.

Er dit barn ked af, at I ikke skal være sammen i juleaften, så brug noget tid på at tale med dit barn om det. Fortæl, at du også vil savne ham/hende, men at I jo snart er sammen igen. Fortæl uden dramatik, at der kun er en juleaften, og at barnet det ene år skal holde jul med far, og det andet år med mor, og at det er helt i orden. Denne forudsigelighed vil på sigt give dit barn ro.

Send dit barn godt afsted på julesamvær
Forsøg at mobilisere hele din styrke til at få sendt dit barn godt afsted. Hvis du kan glæde dig på dit barns vegne, vil din glæde smitte af på dit barn. Tal den anden forælders jul op, og tal om, hvor spændende det sikkert bliver.

Fortæl også dit barn om dine egne planer for julen, men lad være med at sige, at du bare skal sidde hjemme og være ked af det. Hvis det er tilfældet, er det helt ok at give en lille hvid løgn.
Lav eventuelt et hyggeligt julemorgenbord, og hyg jer sammen, indtil dit barn bliver hentet.

Lad julefreden sænke sig
Selvom du har stor lyst til at ringe eller sende en SMS til dit barn og sige tak for gaven, vil jeg anbefale dig at lade være. Lad julefreden sænke sig over dit barn, så det har mulighed for at være helt tilstede der, hvor det er, uden at et eventuelt savn vækkes af telefonopkald eller SMS. Til genkald kan du lave en aftale med dit barn om, at I taler sammen 1. juledag.

Selv om du måske ikke er enig i, hvordan din ekspartner holder julen, så undgå helt at blande dig. Giv plads til, at I påskønner forskellige traditioner, og at I gør tingene på forskellige måder.

Læg eventuelle konflikter bag jer for en stund, og hold julefred. Julen kan være en sårbar tid for alle parter. At I kan samarbejde som forældre om jeres barn, giver jeres barn den bedste jul.

Reflektér og skriv gerne ned, hvad gik godt, og hvad var mindre godt. Brug erfaringerne til at justere på næste års jul.

Til sidst vil jeg ønske dig og dine nærmeste en rigtig glædelig jul og et godt nytår.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *